Meget få mennesker udenfor en snæver kreds af geofysikere forstår tidevandskræfterne og tidevandets fysik, selv om tidevand har været kendt i umindelige tider, helt tilbage fra stenalderens jæger og samler med en dagligdag tæt ved havet.

Det første egentlig videnskabelige forsøg på at beskrive tidevand her på Jorden kom fra det franske multigeni Simon Laplace, som er en meget kendt person indenfor matematikken. Så langt tilbage som i 1777 opstillede Laplace de korrekte fysiske ligninger for tidevand på en fiktiv jord, der var fuldstændig dækket af vand. Nu er kendsgerningen imidlertid, at kun hen ved ¾ af Jorden er vanddækket med en i øvrigt meget ujævn fordeling af vand og land, men ikke desto mindre er Laplace´s idealiserede jordmodel et ret godt bud på en brugbar tidevandsmodel gældende for Verdenshavet.

I Laplace-modellen optræder corioliskraften ”Jordens afbøjende kraft” desuden, så Laplace skal tilskrives æren for at have beregnet denne fiktive kraft, og dermed netop ikke Caspard Gustave Coriolis som først mange år efter Laplace i 1835 beregnede kraften under navnet ”de sammensatte centrifugalkræfter”.

Corioliskraften er som sagt en fiktiv kraft vi oplever her på Jorden som den kraft der afbøjer havets og atmosfærens bevægelsesretning mod højre på den nordlige halvkugle og mod venstre på den sydlige halvkugle. Corioliskraften bør dermed få udskiftet navnet til laplacekraften, hvis man vil gå for at være vidende og videnskabelig korrekt.