Tilstrømningen (fluxen) af den kosmisk stråling mod jordens ydre atmosfære påvirkes af solvinden og af jordens magnetfelt. Solvinden er magnetiserede plasma fra solen, der
udvider sig i rummet.

Plasmaen får partiklerne til at sænke deres fart eller bremses helt. Solvinden varierer over tid på grund af ændringer i solens aktivitet. Jordens magnetfelt
afbøjer hurtige, ladede partikler. Derfor er intensiteten af den kosmiske stråling ikke konstant men ændres både i tid og i sted. Den kosmiske stråling, der når jordens
overflade, er afhængig af breddegradstallet, længdegradstallet og azimutvinklen.

Fluxen varierer fra østlige og vestlige retninger på grund af jordens magnetfelts polaritet og den hovedsagelig positive ladning, som kosmisk stråling bærer. Desuden er den kosmiske strålings flux mindre ved ækvator end ved polerne. Netop af denne grund ses
“nordlys” i arktis og tilsvarende fænomener ved sydpolen, idet den kosmiske strålingsflux er højeste i disse områder. Strålingens afhængighed af længdegradstallet hænger sammen med, at jordens geografiske nord- og sydpoler ikke falder sammen med de magnetiske nord- og sydpoler. Sagt på en anden måde: jordens omdrejningsakse
er ikke parallel med den geomagnetiske dipolakse.