Jo længere vi bevæger os ned mod venstre hjørne i Det periodiske system, des mere voldsomt vil metallerne kunne reagere med andre stoffer. Fx vil aluminium (til højre) ikke reagere med vand, mens natrium (til venstre) nærmest vil eksplodere, hvis det kommer i kontakt med vand.

Hvis man forestiller sig, at man kunne kigge på et metal gennem et overdrevent forstørrelsesglas, så ville man se, at atomerne i metallet er ordnet i et pænt mønster. Her sidder atomkernerne og elektronerne i de inderste skaller på faste pladser, hvor de udgør en slags gitter. Sådan et mønster kaldes da også et ”metal-gitter”.

Lige så pænt de inderste elektroner sidder, lige så urolige er de yderste elektroner i metalatomerne. De farer omkring med en sådan fart, at man taler om en hel sky af elektroner. Disse elektroner ser ikke ud til at høre til et specielt atom, men er med til at holde sammen på det hele. Den kraft som binder metalatomerne sammen kaldes en metal-binding.

Disse yderste elektroner kalder man også frie elektroner. Det er dem, der giver metallerne nogle specielle egenskaber, som andre stoffer ikke har:

De frie og letbevægelige elektroner kan få metaller til at lede strøm og varme. Det er derfor, man fx benytter metallet kobber inde i ledninger, hvor en elektrisk strøm skal vandre. Og når suppeskeen bliver varm, så er det også fordi den er af metal, for det leder varmen.

Desuden siges metal at have ”metalglans”. Det betyder, at det skinner. Ofte skal man dog ridse lidt i det for at se en skinnende overflade. Det man fjerner, er en slags belægning, der kaldes metaloxid. Metallets evne til at skinne, skyldes netop også de frie elektroner, som nærmest kan fange og udstråle lys.

Kviksølv er et flydende metal (ved stuetemperatur). Bortset fra kviksølv, er alle metaller faste stoffer ved stuetemperatur. En egenskab ved metaller er også, at de kan smelte, smedes og formes som man ønsker. Årsagen er igen, at elektronerne er bevægelige..