Det fører for vidt, at gå i alt for mange detaljer omkring tidevandsligningen ovenfor, men følgende helt generelle kendsgerninger skal dog fremhæves:

Forskelle i vandstand i Verdenshavet såsom tidevand – men fx også høj- og lavtryksområder i atmosfæren samt geologisk aktivitet på havbunden og globale tyngdekraftvariationer, som vi ikke går i yderligere detalje med her – giver anledning til vandrette trykforskelle og dermed anledning til trykkræfterne T.

M og S varierer med den geografiske lokalitet, men det er karakteristisk, at Månen og Solen producerer tidevand to gange dagligt med en lille tidsforskydning.

Månen giver typisk anledning til mere tidevand end Solen, fordi tidevandskræfterne aftager med afstanden fra Jorden til henholdsvis Månen og Solen. Månen vejer naturligvis langt, langt mindre end Solen, men det er den samlede kombination af Månens masse og afstanden fra Jorden ud til Månen, der gør udslaget. Tidevandsbidraget fra Månen er med et slag på tasken dobbelt så stort som fra Solen.

De vandrette og de lodrette tidevandskræfter fra henholdsvis Månen og Solen fx midtvejs mellem ækvator og polerne er omtrent lige store – men det er måske lidt overraskende de vandrette tidevandskræfter og ikke de lodrette som vi plejer at sige, der skaber tidevandet. De lodrette tidevandskræfter er nemlig ca. en million gange mindre end tyngdekraften, så det er faktisk en ren misforståelse, når vi normalt siger at Månen og Solen trækker i Verdenshavet, sådan at der dannes en vandbule i punktet tættest på Månen eller Solen, sådan som figur 2 kunne se ud til at antyde. Havvandet bliver i virkeligheden ikke trukket opad, men skubbet vandret fremad, så der dannes vandbuler omkring punktet Z der er tættest på Månen eller Solen, som det kan ses i tre dimensioner i figur 3.

Månen og Solen giver anledning til ikke én men to tidevandsbuler, som det også fremgår af figur 2. Den ene vandbule ligger omkring punktet Z tættest på Månen eller Solen, så den bule kan man intuitivt let forstå. Men vandbulen, som ligger længst væk fra de to himmellegemer, kan derimod ikke forstås med brug af intuition, fordi massetiltrækningen fra Månen eller Solen på bagsiden af Jorden, dvs. i det område som ligger længst væk fra de to himmellegemer, netop er mindst på det sted. Når der er højvande i vores punkt på denne side af planten, så er der det nemlig også i punktet direkte modsat os på den anden side af planeten – og den observation bør netop give årsag til mistanke overfor vores normale forklaring om at Månen og Solen trækker lodret i vandet. Hvis den almindeligt udbredte forklaring var rigtig, så ville det jo betyde at der skulle være laveste vandstand i punktet direkte modsat os, fordi Månen og Solen så ville trække al vandet over på vores side – og det er ikke det vi ser i den virkelige verden. Her skal der en fysisk forklaring til.