Der skal også bruges svovl i produktionen af krudt. Svovlet gør, at der ikke behøver så høj temperatur for at antænde krudtet. Svovl kan også fungere som brændsel, selvom det primære brændsel i krudt er trækul.

Svovl er et grundstof man har kendt lige siden oldtiden.

I områder med vulkansk aktivitet kan man grave svovl op.  I Europa fik man svovl fra Island og fra Sicilien. Projekt ”Svovl og salpeter til krudtfremstilling” havde både afstikkere til Sicilien og til flere områder på Island for at undersøge og tage prøver fra disse steder.

Island ligger på den midtatlantiske højderyg, hvor den nordamerikanske plade bevæger sig mod vest og den eurasiske plade mod øst. I sprækken, som går diagonalt gennem øen, kommer svovlet op. Det har hovedsageligt været udnyttet mod nordøst og i sydvest. Her har det været lettere at komme til og bedre muligheder for at transportere svovlet med skib.

Ved Gásir i nord har man fundet de første pladser for svovlhandel. De dateres til 1300-tallet, og det er ikke kun svovlet, der er blevet handlet her, det er også blevet bearbejdet i en forædlingsproces, der gjorde det egnet til krudtproduktion.

Oprindelig har forekomsterne, som lå på overfladen, måske været meget omfattende, men i takt med udnyttelsen er de svundet ind og har ikke kunne gendannes i samme tempo. Allerede i 1600-tallet var det ved at være slut. Og fra engang i 1700-tallet bliver kvaliteten så dårlig, at de fleste ophørte med at bruge det. Selv i Danmark ville krudtmøllerne helst ikke anvende det islandske svovl, selvom staten meget gerne så det.

Det indsamlede svovl fra projektet blev i første omgang udsat for en simpel proces for at fjerne urenheder: Det blev varmet om, så det smeltede, og de urenheder, der kom op til overfladen blev skummet af. Den smeltede svovl blev derefter hældt gennem en sigte af stof. Det svovl der blev produceret på denne måde, var ikke helt rent. Men i en krudtblanding fungerede det som det skulle.

Svovl med mange urenheder skal renses inden det kan bruges i krudt. Det sker ved en proces, der hedder raffinering. I middelalderen kunne man godt raffinere svovl. Man opvarmede svovlet til kogepunktet (444 °C) og førte svovldampene over i et andet kar, hvor det kunne fortætte. Kunsten var at holde tuden, der førte fra det opvarmede kar lige så varmt, så svovlet ikke fortættede i tuden og stoppede den til.