Den kosmiske stråling består af partikler og elektromagnetisk stråling. Den største del af den kosmiske stråling, vi kan måle på Jorden, kommer fra Solen.

Solen udsender hele tiden ladede partikler. Man kalder det også solvinden. Partiklerne i solvinden rejser med ufattelig hastighed. Nogle af dem finder vej mod Jorden efter mindre end et døgn. De når dog ikke Jorden direkte, men rammer Jordens atmosfære - os så sker der kerneomdannelse. Heldigvis beskytter Jordens magnetfelt os mod de fleste af partiklerne. Jordens magnetfeltet virker nærmest som en stødpude, der leder disse partikler.

Partiklerne bliver ledt hen til de områder på Jorden (de magnetiske poler) hvor feltlinjerne samler sig.

Når der er mange partikler, kan det ses som polarlys på Jorden. Det er et lysfænomen, der opstår i Jordens øverste del af atmosfæren (ionosfæren). Det sker fordi partiklerne støder ind i atmosfærens gas med så meget fart, at gasserne lyser op.

Nærmere beskrevet er det elektroner i atmosfærens gas-atomer (N og O), der med solvinden bliver skubbet ud af deres baner. Man siger at atomet er anslået (eksisteret). Og når elektronerne vender retur til deres baner afleverer de energien i form af lys. Man siger at atomet vender tilbage til grundtilstanden.

Denne stråling fra solvinden varierer efter Solens aktivitet. Nogle gange kommer der ekstra kæmpe bobler af udbrud fra Solen. Det hedder flares. Når Solen udsender flares følger der også røntgenstråling med.

Polarlys (på latin: aurora) kan man observere om vinteren, når det er helt mørkt på nattehimlen. Står man på den nordlige halvkugle hedder polarlys også Nordlys (på latin: aurora borealis). Og står man på den sydlige halvkugle hedder polarlys også Sydlys (på latin: aurora australis).

Det kan se helt fantastisk ud, når himlen gløder af polarlys, nærmest som dansende farvede fløjlsgardiner mellem stjernerne.

Se denne forklarende animation: https://www.youtube.com/watch?time_continue=14&v=3Oy4Mr6c6-0

Ved polerne (den magnetiske nordpol og den magnetiske sydpol) er den kosmiske stråling således højere end ved ækvator.

Jordens atmosfære beskytter os generelt mod den kosmiske stråling. Jo mere man stiger opad, des større er strålingen. Det er fordi atmosfæren bliver tyndere og tyndere, jo højere man kommer op. Flyver man meget, er man derfor udsat for mere stråling, end hvis man bliver på jorden.

Men vi bliver også ramt af stråling fra vores galakse, Mælkevejen. Denne stråling kommer fra neutronstjerner og sorte huller!

Endelig kan stråling fra fjerne galakser også finde vej til Jorden. Det kalder man ekstragalaktisk kosmisk stråling. Denne del af den kosmiske baggrundsstråling er næsten konstant.

I dette cirkeldiagram kan man se sammensætningen af den kosmiske partikelstråling, der rammer Jordens øverste del af atmosfæren: