Billederne viser kystsikringen, som de indiske myndigheder har foranstaltet, med granitblokke også foran fiskernes del af Tranquebar. Man har lagt vægt på, at fiskerne fortsat skal have adgang til havet, og at der skal være plads til fiskerbåde langs stranden.

På lidt længere sigt er der dog en risiko for, at stranden foran granitblokkene vil eroderes væk. Vandstandsstigninger vil naturligt betyde en forskydning af kystens ligevægtsprofil mod land, som omtalt i forbindelse med Bruuns regel. Med kystsikringen er en sådan forskydning umulig. I stedet må man forvente, at kystens profil vil ændre sig med tiden, så man ender med en stejlere strand og også højere bølger tæt på land.

Året er 1981. Eftermiddag på stranden i Tranquebar. Mange af katamaranerne er tilbage fra fiskeri, og er blevet skilt ad, så de store tømmerstokke kan tørre i solen. Bag palmerne skimtes fiskernes beboelser lige ud til den flade strand.

Året er 2003. Fiskeauktionen er i fuld gang. Nu er det plastfiberbåde med dieseldrevne påhængsmotorer, der præger stranden.

Året er 2008. Stranden bærer tydelig præg af forandring. Palmetræerne ses stadigvæk, men er medtagne efter tsunamien, som ramte denne del af Tranquebar hårdt. I forhold til tidligere er standen betydelig smallere og stejlere ned mod vandet. En god del af stranden optages af en række store granitsten, som er anbragt et stykke oppe på stranden for kystsikring.

Bådene er på vej hjem efter endt fiskeri. En af de gamle katamaraner ses i forgrunden. De fleste af plastfiberbådene er skænket til fiskerne i forbindelse med nødhjælpen efter tsunamien. Mange af fiskerlandsbyens kvinder og børn kommer nu ikke så ofte på stranden som før, hvor den ud over arbejdssted i høj grad også fungerede som fiskerbefolkningens sociale mødested.