Lige efter tsunamien i december 2004 blev et massivt nødhjælpsarbejde sat i værk i Tranquebar af forskellige private indenlandske og udenlandske organisationer.

Delstatsregeringen i Tamilnadu ydede økonomisk kompensation til familier med omkomne under katastrofen. Der blev uddelt kuponer, for hvilke der kunne indløses fødevarer og andre basale fornødenheder. Nødhjælpsorganisationerne organiserede uddeling af medicin, vand, tøj og stod i høj grad for opførelsen af midlertidige barakker og hytter til at genhuse de ca. 5000 hjemløse fiskere. Nødhjælpsfasen varede ca. seks måneder i Tranquebar, hvorefter de fleste af de internationale hjælpeorganisationer trak sig ud. Men selv to år efter tsunamien lever mange af de husvilde familier stadigvæk i de midlertidige barakker, som blev rejst i Tranquebar i forbindelse med den midlertidige genhusning af tsunamiramte.

En ny landsby med nye permanente enfamilieshuse af beton er ca. godt to år efter katastrofen dog efterhånden ved at være klar til at blive indtaget af fiskerne. Men lysten til at flytte ind er så som så. Dels ligger den nye landsby godt en km væk fra stranden og havet, som er fiskernes daglige arbejdsområde. Dels er fiskerne ængstelige for, at delstatsregeringen vil tillade byggeri af større luksushoteller langs stranden i den gamle fiskerlandsby, ligesom det er sket i andre områder langs Coromandelkysten, hvorefter fiskerne dårligt har kunnet få adgang til deres egen strand.

Her ses en af de ca. 1500 familier, som mistede deres hus i tsunamien. Flere år efter katastrofen er familien stadigvæk nødsaget til at bo i et af de midlertidige langhuse i form af barakker, som blev etableret som nødhjælp for at huse de nødstedte Den midlertidige bolig for familien er yderst trang med kun ganske få kvadratmeters plads at sove, spise og opholde sig på. Ikke mindst lyden fra TV og radio samt larm fra grædende børn fra de mange familier i bygningen, gør, at familien næsten ikke kan holde ud at være inden døre

Migration
Et stigende antal ugifte mænd har i de sidste 25 år brugt at forlade fiskerlandsbyen i Tranquebar i et par år for at rejse til Malaysia, Singapore eller Saudi-Arabien for at finde arbejde, hovedsageligt lavt betalte jobs i byggeindustrien. Herfra har disse unge mænd ofte fungeret som forsørgere for deres familier tilbage i Tranquebar, og som bidragydere til deres ugifte søstres medgift, og ofte har de sparet op til at kunne købe en båd med fiskeudstyr efter hjemkomsten til Tranquebar. Efter tsunamikatastrofen er det således et spørgsmål, om denne har betydet en intensivering af denne transnationale migration og ændret fiskernes måde at håndtere ”økonomi” på.

Den unge driftige fisker Ganesan med sin lille søn Arunkumar i 1981. Senere, nu som ung mand er Arunkumar migreret til Bangalore, hvorfra han hjælper med at forsørge sine forældre hjemme i Tranquebar. Arunkumar er en af de få fiskerbørn i sin generation, der har fået en høj uddannelse inden for IT-branchen.