Giften fra havslanger er meget stærk. Slangegift er opbygget af proteiner og består af blandt andet spyt og enzymer. Der er mange forskellige komponenter i slangegift. Overordnet set er der tre former for gift i slangegift.

Den ene slags giver lammelse (nervegift).
Den anden slags ødelægger dyrets kød indefra (cellegift, vævsnedbrydende).
Den tredje slags bremser hjerteslaget eller specifikke organer (blodgift).

Giftens styrke varierer fra art til art. Slanger, der jager dyr, som bevæger sig hurtigt, har generelt en stærk gift. På den måde virker giften hurtigt og dyret kan ikke nå at løbe (eller svømme) langt væk. Slangers gift er tilpasset til de dyr, de primært æder.

Den næbbede havslange ( Hydrophis schistosus ) anses for at være blandt verdens giftigste slanger. Dens gift er en nervegift med hurtig dræbende virkning.

Slanger angriber primært, når de føler sig truet. De fleste slangers bid er for svage til at påvirke et menneske. Alligevel dør der årligt mange fiskere i fx Thailand, Vietnam og Indonesien, når de trækker slanger ud af deres fiskenet.

Man bør altid gå til læge, hvis man er blevet bidt af en slange. Forskerne har udviklet medicin, der hedder serum. Det er en modgift, der er designet ud fra slangens egen gift. Hvis man får tilstrækkeligt med den rigtige serum lige efter et slangebid er faren som regel ovre.

Giften fra forskellige arter af slanger er forskellig. Derfor skal man også have forskellig slags serum til at behandle et slangebid. Det hjælper derfor behandlingen, hvis man kan oplyse lægen, hvilken slags slange man er blevet bidt af.

Når man fremstiller modgift er det ikke en egentligt gift. Man tapper blod fra et dyr, der har fået giften sprøjtet ind i blodet. Herefter centrifugerer man dyrets blod og tapper de antistoffer, som kroppen har dannet. Serum er derfor et bedre ord end modgift.

I praksis lokker man slangen til at bide i et glas, så man kan få fat i giften. Herefter injicerer man et forsøgsdyr med lidt af slangegiften - fx en hest. Så lidt, at den ikke dør af det. Hestens krop vil straks forsøge at bekæmpe giften ved at danne antistoffer i blodet. Når der er dannet nok antistoffer, har hestens immunforsvar selv bekæmpet slangegiften. Så giver man dyret en lidt større dosis slangegift. Endnu flere antistoffer vil blive dannet af kroppens immunsystem. Man fortsætter denne metode. Til sidst kan hesten bekæmpe en dosis slangegift, der normalt ville slå den ihjel. Og antistofferne kan udvindes af blodet, som serum efter et slangebid, klar til at redde liv.

Monovalent serum virker kun mod en bestemt gifttype. Til gengæld er de meget effektive.

Polyvalent serum virker mod flere typer på en gang. Man kan ikke bare blande en masse monovalente serum for at få den polyvalente. Desværre bliver nogle mennesker syge af at få serum, fordi de reagerer allergisk mod det dyr, serum er udvundet fra (fx heste). Derfor skal man altid være på et hospital, når man modtager serum, så lægerne kan hjælpe, hvis der opstår en allergiske reaktion, som ubehandlet også kan medføre døden.

Jo flere arter forskerne kender, des bedre serum kan de udvikle. Forskere som Arne Redsted Rasmussen er derfor med til at redde liv.