Soldater anvender en tidlig let og primitiv kanontype

Bambus er hult indeni. Når bambus bliver kastet på et bål udvider luften i hulrummet sig og der kommer derfor et højt knald, når bambussen går i stykker. Sådan et knald forskrækker både mennesker og dyr, så man mente tidligere, at det også måtte skræmme onde ånder. Det er den oprindelige forklaring på, at kineserne smed bambuskæppe på ilden ved festlige lejligheder - blandt andet når de fejrede nytåret.

Mange år senere sammensatte en kinesisk eller indisk kok eller alkymist forskellige ingredienser, blandt andet svovl og salpeter. Det blev til en blanding, der kunne brænde - krudt. I oldtiden blev denne blanding brugt til medicin for at leve længere.

Efterhånden fandt man ud af at pakke blandingen ind i bambusrør. Det gav et stort brag, når de blev antændt. Det er dét, vi i dag kalder ”kinesere”. Blandingsforholdet mellem svovl og salpeter blev i løbet af nogle århundreder udviklet til det, der stadig anvendes i krudt i dag.

I flere hundrede år var kineserne de eneste, der vidste, hvordan man fremstillede krudt, og man holdt hemmeligheden for sig selv. I denne periode begyndte militæret også at bruge krudtet. I første omgang bandt man bambus med krudt fast til pile og skød dem mod fjenden. Senere udviklede kineserne raketter, hvor et rør med vinger blev fyldt med krudt og sendt afsted. Kineserne fandt også ud af at få noget til at flyve længere end hidtil. Det var fordi de stoppede det ind i et bambusrør sammen med krudt, og antændte det med en lunte. På den måde havde de lavet en slags kanon.

Den opdagelsesrejsende, Marco Polo bragte fyrværkeri til Europa, og de arabiske maurere bragte opskriften på krudt til det sydlige Spanien. Den engelske munk og filosof, Roger Bacon kom senere til Spanien, hvor han fandt og nedskrev den første kendte opskrift på krudt. Det var omkring år 1267. Der er forskellige tolkninger af Bacons tekst - en lyder: ”… tag af salpeter 7 dele, 5 af frisk hasseltræ (trækul) og 5 af svovl, og således kan man lave torden og lyn, hvis man kender kunsten”. Denne opskrift ligger temmelig langt fra det blandingsforhold, vi kender til fra 1300-tallet: 4 dele salpeter, 1 del svovl og 1 del trækul.

Europæerne lavede efterhånden mere effektive krudtopskrifter, der kunne bruges i kanoner og håndvåben. Allerede i 1500-tallet var man kommet frem til det vægtforhold, vi stadig anvender i dag: 75% salpeter, 10% svovl og 15% trækul.

De konger og fyrster der kom først med nye våben fik store fordele i krig. De indlysende fordele betød, at der snart var en stor produktion af krudt i alle lande i Europa - også i Danmark. Første gang vi hører om krudt i Danmark er i år 1372, hvor ridderen, Erland Kalv skriver at en Nicolaus van Riine er blevet dømt fra sin hals for at smugle to små fade ”Bysss-krwd” (bøssekrudt) til holstenerne.

Oprindeligt fik man salpeteren via Silkevejen fra Kina. I 1300-tallet begyndte man at producere salpeter i Europa, men man havde svært ved at skaffe den mængde og den renhed af salpeteren, der var nødvendig til krudtproduktionen. I flere århundreder var man stadig afhængige af importen af salpeter fra Kina.

Englands import af salpeter:

Krudtets to andre ingredienser, trækul og svovl var lettere at få fat på i Europa. Trækul blev brændt lokalt, og svovl kunne man importere fra områder med vulkansk aktivitet fx Sicilien og Island.