Indtil ca. 1990 foregår fiskeriet ud fra Tranquebars kyst næsten udelukkende fra katamaraner. I 1981 kan der tælles ca. 400 af disse fiskefartøjer på stranden. Praktisk taget alle arbejdsprocesser vedrørende fremstilling og reparation af fiskeredskaber samt selve fangsten varetages udelukkende af fiskersamfundets mænd fra ca. 12 års alderen og opefter. Både katamaranerne og net ejes af fiskerhushold.

Ordet katamaran er et tamilsk ord og betyder ”at snøre sammen”, hvilket hentyder til, at fartøjerne består af et antal tilhuggede tømmerstokke, som er surret sammen. Den anvendte type katamaran er uden udlæggere, som mere kendes fra Stillehavsområdet. Antallet af tømmerstokke i en katamaran varierer alt efter, hvor stor man ønsker fartøjet, og er nøje afstemt med typen af fiskenet anvendt den pågældende dag. Masten med det store sejl er under sejlads fastgjort i den midterste tømmerstok, men på vej ud gennem den kraftige brænding er sejlet sammenrullet og surret fast til fartøjet.

Mange katamaraner har en samlet længde på 6 - 8 meter. Efter mange timer i vandet har træet suget vand til sig, og holder sig med nød og næppe flydende lige i eller under vandoverfladen og er derfor ret glatte at færdes på, og undertiden må fiskerne smide fangst overbord for ikke at ligge alt for lavt i vandet.

Under fiskeri af f.eks. flyvefisk kan mændene være borte i op til 2 dage på havet. Skønt katamaranerne er både tunge og vanskelige at bakse med, prises de dog for deres sikkerhed under f.eks. en cyklon eller tyfon. For skønt katamaranen måske kæntrer eller surringen går op, så lykkes det ofte mændene at redde sig op på fartøjet igen eller at drive i land klyngende sig til en tømmerstok.

Endnu før solopgang mødes mændene på stranden i arbejdshold. De store, tunge tømmerstokke, der fra dagen i forvejen har ligget til tørre et stykke oppe på stranden, bæres ned til vandkanten og surres sammen til den færdige katamaran.

Fiskenet, kurve til fisk, vand og mad anbringes forsvarligt, før mændene skubber katamaranen ud i vandet og stager sig gennem brændingen.

Vel forbi brændingen sættes det hennafarvede bomuldssejl. Efter endt tur på havet, sorteres fangsten, og fisken sælges til fiskersælgersker ved auktion på stranden, hvorefter indtægten fordeles mellem mandskabet efter et bestemt system. Katamaranen skilles ad for at tørre i solen.

Resten af eftermiddagen er for mændenes vedkommende optaget af reparation af net, mens kvinderne tager sig af fisken, som enten sælges fersk, eller den tørres først på stranden i solen.

Stranden fungerer som både arbejdssted og socialt rum med udvekslinger af informationer, meninger og sladder. Her foregår børnene leg, og her diskuteres moral, penge, medgift og meget mere.

Tyfoner
Den indiske østkyst rammes næsten hvert år af tropiske cykloner, der resulterer i stormskader og oversvømmelser. Befolkningen i Tranquebar er vant til at leve med truslen om stormflod og ødelæggelse fra ekstremt hårdt vejr. Det er i disse situationer, at massiv erosion af kysten finder sted. Fiskerne beretter ofte, hvorledes havet under cykloner har fjernet hele gader af fiskerlandsbyen. I efteråret 1982 overraskede en cyklon fiskere på havet, og 22 af dem vendte aldrig hjem.