Der findes tre varianter af vandfri kalk: calcit, aragonit og vaterit. De består alle tre af calciumcarbonat med den kemiske formel CaCO₃, men er opbygget med forskellig krystalstruktur.

Calcit (CaCO₃), trigonal: Calcit er det mest almindeligt forekommende kalkmineral, som de fleste kender fra skrivekridt til tavlen og fra marmor.

Aragonit (CaCO₃), orthorhombisk: Aragonit er den variant af kalk, som mange dyreskeletter er opbygget af. F.eks. består perlemor i muslingeskaller af aragonit.

Vaterit (CaCO₃), hexagonal: Vaterit er yderst sjælden i naturen, men optræder som biprodukt blandt andet under fremstilling af syntetisk ikait i laboratoriet (*).

Der findes desuden to vandholdige kalkmineraler, ikait og monohydrocalcit:

Ikait (CaCO₃x6H₂O), monoklin: Ikaits typelokalitet er Ikkafjorden i Sydvestgrønland, hvor det findes i størst mængde. Men hvor man tidligere antog ikait for at være et yderst sjældent mineral, dukker det nu op flere og flere steder i miljøer med koldt vand.

Monohydrocalcit (CaCO₃xH₂O), hexagonal: Monohydrocalcit er almindelig som overfladeomdannelse på vulkanske kalksten (som fx carbonatit og kimberlit i Grønland) og kendes som omdannelsesprodukt fra søjlerne i Ikkafjorden under processen:

lav billede af proces!!
“Boks om kalkmineraler – tekst på vej”

Denne proces foregår i afbrækkede søjlestykker under vandet. Oven vande vil søjlestykker af ikait omdannes direkte til calcit.

* Mineraler findes per definition kun i naturen. Calcit, aragonit, vaterit, ikait og monohydrocalcit er alle mineralnavne og må derfor, hvis det skal være helt korrekt, kun bruges om de stoffer, man finder i naturen. Det vil sige, at når man fremstiller f.eks. syntetisk ikait i laboratoriet, er det ikke et mineral, men en kemisk forbindelse – som i naturen hedder ikait og i laboratoriet hedder calciumcarbonathexahydrat. Det kan måske synes en smule omstændigt, men videnskabsfolk kan godt lide denne form for systematik.