På de 10 ugers feltarbejde foretog vi 116 indsamlinger af ingefær på 10 forskellige øer i de to nabolande, Ny Guinea og Salomonøerne. Nogle få arter, som f. eks. Hornstedtia scottiana, var almindelige på alle øerne, så derfor samlede vi dem næsten alle steder. Andre arter, f.eks. fra slægten Riedelia, fandt vi kun en enkelt gang i Ny Guineas bjergskov (figur 15 og 16).

I alt har vi dokumenteret omkring 50 forskellige arter.

De fleste arter findes på selve Ny Guinea og mange kun dér. Men selv på de artsfattige mindre øer langt ude i havet er der endemiske arter, hvilket vil sige at de kun findes i et bestemt område. F.eks. samlede vi på Makira i Salomonøerne Alpinia laxisecunda for anden gang nogensinde, og den er indtil videre kun kendt derfra. Det vil sige den er endemisk for Makira-øen. Det er vigtigt at bevare alle disse relativt sjældne arter, da de kan vise sig at have værdifulde egenskaber, som vi endnu ikke kender til.

Hvorfor er det så vigtigt med de navne?

Vi har også samlet lokale navne og oplysninger om anvendelser for en del ingefærarter. Ved at have en indsamling, kan vi lave et en forbindelse til det videnskabelige navn. Dette er nyttigt, hvis andre senere vil arbejde videre med en interessant anvendelse for en bestemt art, f.eks. indholdsstoffer der kan bruges som medicin. For at kunne kommunikere internationalt om planternes navne, og dermed hvad man ved om planterne, er man nødt til at have ét fælles sprog, og af historiske årsager bruges latin til videnskabelige navne.

Svenskeren Carl von Linné (1707-1778) bliver kaldt botanikkens fader. Han skrev allerede i 1751: ”Nomina si nescis, perit & cognitio rerum”, hvilket kan oversættes til: ”Hvis du ikke kender tingenes navne, er det man ved om dem også tabt”. Da planter udgør vores livsgrundlag, er vi nødt til at have et system, der virker overalt.

Linné opfandt det såkaldte binominale system til navngivning af planter, der består i at hver plante har et slægtsnavn og en artstilføjelse. Alle arter er i dag navngivet efter dette system, f.eks. Hornstedtia scottiana , hvor det første navn er slægsnavnet, (svarende til et ”efternavn” fælles med andre), mens scottiana er artstilføjelsen, og tilsammen udgør de to ord artsnavnet. Læs mere om Linné og det binominale system på følgende link:

http://da.wikipedia.org/wiki/Carl_von_Linn%C3%A9

Selvom det er gået lang tid siden ekspeditionen sluttede, er vi ikke færdige med at sætte navn på alle indsamlingerne. Det er fordi, der endnu ikke findes en flora, hvor alle plantearter i Salomonøerne er beskrevet. I stedet er det ofte lidt af et detektivarbejde at finde ud af det videnskabelige navn. Endvidere foreligger den mulighed, at arten ikke har et navn og skal beskrives.

Hvad er et herbarium og hvad bruges det til?

For at kunne komme til bunds i bestemmelsesarbejdet er det vigtigt at have en komplet indsamling med blade, blomster og frugter (figur 17 og 18).

Indsamlingen vil blive gemt i samlinger, såkaldte herbarier, på forskellige forskningsinstitutioner, så man selv om mange hundrede år vil kunne se på materialet igen.

Et herbarium er således en samling af plantemateriale. Typisk er materialet presset og fladt og sat op på et stift stykke papir med oplysning om indsamler, sted, osv. (figur 19)

. Men materialer som er for store at presse (f.eks. kokosnødder), opbevares i en samling for sig. Og frugter og blomster i sprit opbevares i et særskilt rum.

Grundlaget for alle videnskabelige navne og basis for arbejde med flora over et område er baseret på herbariemateriale. Det kunne f.eks. være alle plantearter på Bornholm, alle ingefær i Salomonøerne, eller hele verdens arter af gurkemeje.

Hvis man beskriver en ny art for videnskaben, skal man kunne henvise til en særlig indsamling i et herbarium som belæg for det nye navn. Denne indsamling kaldes en type. Typerne opbevares i særlige røde omslag, da de er vigtigere end de andre herbarieark. Alle de nye ingefærarter samlet under Galathea 3 kommer også til at ligge i røde omslag når navnet er offentliggjort i et internationalt tidsskrift (figur 20).

Herbariet bruges også løbende som reference til bestemmelse af nye indsamlinger, og ud fra indsamlinger kan man få en idé om, hvor en art findes. Herbarieark kan også anvendes som dokumentation for arters udbredelse før og efter lokale eller globale ændringer i miljø eller klima har fundet sted.