Tager man et kort over Ikkafjorden, hvor undergrundens bjergarter er angivet, og markerer positionen for hver enkelt søjle med en prik, vil man se et interessant fænomen. Prikkerne for de mange hundrede søjler vil nærmest stå oven i hinanden, for de vil alle være sat inden for et ganske lille område i den inderste del af fjorden. Det bemærkelsesværdige er, at alle søjlerne står inden for det fjeldområde, som kaldes for Grønnedal-Ika komplekset (se figur 1). Navnet refererer til et fjeldkompleks opbygget af bjergarterne carbonatit og nefelinsyenit. Rundt om Grønnedal-Ika komplekset består fjeldene af gnejs, og man lægger hurtigt mærke til, at i dette område af fjorden findes der ingen søjler.

Hvor gnejs er en hyppigt forekommende bjergart i gamle bjergkæder, så er nefelinsyenit og især carbonatit noget mere usædvanlig. Carbonatit er opbygget af kalkkrystaller, der langsomt er dannet og størknet langt nede i jordskorpen. Det står i kontrast til, at langt de fleste af jordens kalkbjergarter er dannet ud fra biologisk liv, ved at små kalkskallede organismer i havet drysser ned på havbunden, når de dør, for langsomt gennem tusinder, måske millioner af år, at hærdne til solid kalk. Og bliver kalken presset meget hårdt sammen, f.eks. i bjergkædefoldninger, kan den i sidste ende blive til marmor. Men det er sjældent, at man ser krystalliseret kalk som den i Ikkafjorden, hvor dannelsesprocessen er sket rent geologisk, ved at smeltet sten, en såkaldt bjergartssmelte (magma, der bliver til lava på jordoverfladen), størkner til kalkkrystaller langt nede i jorden. Nefelinsyenit, som findes rundt om carbonatit, udgør langt størsteparten af Grønnedal-Ika komplekset og er en såkaldt undermættet bjergart (dvs. kiselsyrefattig), som blandt andet indeholder grundstoffet natrium.

Både carbonatit og nefelinsyenit ser ud til at spille en afgørende rolle i forhold til dannelsen af søjlerne. Alene det nøje sammenfald af søjler med Grønnedal-Ika komplekset peger i retning af, at der må være en sammenhæng mellem søjlerne og geologien i fjeldene omkring Ikkafjorden. Allerede da Hans Pauly offentliggjorde sine resultater fra Ikkafjorden i 1963, gættede han på, at søjlerne blev dannet over undersøiske kilder i fjorden, hvor vand med indhold af bicarbonat piblede op gennem fjordbunden. Bicarbonat er en kemisk forbindelse, der kan fås ved enten at ’boble’ kuldioxid gennem vand eller ved at opløse kalk i vand. Hans Pauly mente, at bicarbonaten i Ikkafjorden måtte stamme fra opløste bestanddele fra kalkbjergarterne i det nærliggende Grønnedal-Ika kompleks.

Afprøvning af denne hypotese om kildevæld stod øverst på geologernes arbejdsliste, da de ankom til Ikkafjorden i 1995. Deres resultater viste, at selvom Hans Pauly kun havde haft få prøver og data fra fjorden til sin rådighed, så holdt hans teori i det store hele stik. Geologerne har siden arbejdet videre på hans teori og har opstillet en geologisk model, der forklarer, hvorfor og hvordan søjlerne dannes (se figuren

. Forskerne er nået frem til, at følgende syv geologiske og biologiske fænomener har afgørende betydning for, at vi ser de mange dekorative søjler i Ikkafjorden: