En undersøisk oase | VG3

Projecter »

En undersøisk oase

Følg det mikrobielle liv ved Ikkasøjlerne.

Under Galathea 3 ekspeditionen undersøgte et hold dykkere, forskere samt 2 gymnasieelever det mikrobielle liv, som udfolder sig i Ikkafjorden i Sydvestgrønland. Målet var at finde organismer, der er tilpasset de helt ekstreme forhold, som findes i ikaitsøjlerne. Her lever bakterier ved en meget høj alkalinitet (høj pH) og meget lave temperaturer.

Tager man dykkerudstyr på og lader sig glide ind mellem kalksøjlerne, møder man et farvestrålende dyreliv. Man skulle tro, man befandt sig på et tropisk koralrev, men vandet er kun få gader varmt.

Tentaklerne fra en orange søanemone blafrer blidt i strømmen. En blodrød, tornet søstjerne på størrelse med en velvoksen middagstallerken kravler ned at en søjle - på vej mod nye græsgange. En håndfuld sortviolette, piggede søpindsvin og en sort søpølse med dusinvis af små tentakler, der er bredt ud som et fintmasket net i vandet dækker en kroget gren af en søjle. Søjlerne er grobund for et helt specielt økosystem.

foto4.jpg
foto5.jpg
Foto6.jpg
Foto7.jpg
Foto8.jpg
foto9.jpg
foto10.jpg
Foto11stor.jpg

Ikka-søjlernes skønhed og bizarre former giver en lige så stor oplevelse, som den dykkeren får på de mere sydlige koralrev.

I de fleste sydgrønlandske fjorde bliver der mindre og mindre forskelligt liv, jo længere ind i fjordene man sejler. I Ikkafjorden forholder det sig omvendt: I det yder bassin møder man kun 92 arter, længere inde i fjorden huser kalksøjlerne 111 forskellige arter af søpindsvin, søanemoner, søpunge, søpølser, søstjerner, slangestjerner, svampe, polypdyr, børsteorme, skallus, krabber, krebsdyr, snegle, muslinger, rejer, tanglopper og ikke mindst masser af alger.

Den nederste del af søjlerne er ofte dækket af en rodet buket store brunalger: Hultang sidder blandet med mindre trådformede alger. På de ældre dele af søjlerne ser man karakteristiske større eller mindre lyserøde pletter af forskellige kalkrødalger som Lithothamnion . Algen er hård som beton, og er med til at stabilisere de ellers ret skrøbelige søjler, så de ikke knækker.

Rundt omkring på søjlernes ru overflader græsser de mange små søpindsvin på fastsiddende alger, som var de køer på en kløvermark. Søpindsvinene risikerer selv at blive ofre for den karakteristiske orangerøde søanemone, som med sin hyppige tilstedeværelse på søjlerne næsten er blevet et symbol på Ikkafjorden.

Side om side med søanemonerne sidder orange søpunge, hvor havvandet strømmer ind gennem munden og videre ind i gællesækken. Søpungen filtrerer småpartikler ud af vandet og bruger dem som føde, før vandet atter løber ud gennem gatåbningen. Ofte ser man den sorte søpølse Cucumaria sidde øverst på en søjle med udbredte tentakler, hvor den opfanger smådyr og alger i vandet.

Små besynderlige væsner som bl.a. hjuldyr, korsetdyr, rundorme og bitte små bjørnedyr nyder også godt af søjlerne. Samlet kalder man dem meiofauna og den kan kun ses i mikroskop, men kræene er dog ikke så små som bakterier. Meiofaunaen holder meget af at ligge i den fine ”ikait-sne”, der dækker toppen af søjlerne.

foto20.jpg

Langt størstedelen af den mikroskopiske meiofauna indeni Ikkasøjlerne udgøres af hjuldyret Notholca ikaitophila. I dyret til højre kan man ane fem kiselalger, som er hjuldyrets favoritføde.

For at trænge ind i søjlernes omfattende biologiske mangfoldighed er det nødvendigt at zoome endnu længere ind og se på de mindste organismer nemlig bakterierne.