Her skal kun redegøres for hvordan kraftpåvirkningen fra Månen er på Jorden med brug af figur 4, Newtons 3. Lov, Massetiltrækningsloven samt Newtons 2. Lov. Månen trækker i Jorden med samme kraft, som Jorden trækker i Månen. Vi kan beregne denne kraft ved at bruge Massetiltrækningsloven. Kraften virker langs forbindelseslinien mellem Jordens og Månens tyngdepunkter.

Figur 4 viser, at kraften fra Månen på Jorden er K3, mens den modsatrettede og ligeså store kraft fra Jorden på Månen ikke er vist. Kraften i Jordens tyngdepunkt bevirker, at Jorden hele tiden accelereres hen imod Månen. Det er muligt at beregne Jordens acceleration ved at benytte Newtons 2. Lov, som giver at accelerationen er lig med K3/J, hvor J er Jordens samlede masse. Hele Jorden er derfor et såkaldt accelereret system – en såkaldt Einstein-kasse.

Einstein-kasser kender vi et par gode eksempler på: Som bil- eller flypassagerer oplever vi at blive trykket tilbage i sædet, når der accelereres. Med bilen eller flyet som vores referenceramme vil vi opleve det som, at vi påvirkes af en kraft gående i modsat retning af den retning vi accelererer i. Noget helt tilsvarende gør sig gældende, når vi befinder os på en accelereret Jord, hvor Jorden også er vores referenceramme. Her vil der også virke en kraft gående i modsat retning af Jordens acceleration hen imod Månen.

Det er denne kendsgerning, som gør sig gældende, så vandbulen ved P1 bliver ligeså stor som ved P2 – se både figur 2 og 4. Det kræver et par beregninger, som vil blive udeladt her. Dog skal det bemærkes at K K1 ved at benytte Massetiltrækningsloven, men at den virksomme vandrette tidevandskraft ved P1 præcis er lig med nul i modsætning til den vandrette tidevandskraft ved P. Her er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor der kommer en vandbule ved P1.