Baggrund | VG3
Projecter »
Pladetektonik
Den Midtatlantiske spredningszone
Island
Pladernes hastigheder
Pladetektonik
Når pladerne bevæger sig udløses der jordskælv, især langs pladernes kanter. Jordskælv forårsager mange ulykker, men bevægelserne i jorden er helt nødvendige for vores
Den Midtatlantiske spredningszone
Den midtatlantiske spredningszone eller midt-oceanryg er faktisk en del af et større system af midt-oceanrygge. Således fortsætter den midtatlantiske ryg videre syd om
De undersøiske bjerge på bunden af det Atlantiske Ocean langs den Midtatlantiske oceanryg, står typisk på havdybder af størrelsesordenen 5-7 km og når op i 1-2 km dybde. Den undersøiske bjergkæde består typisk af 3-5 km høje bjerge og svare derfor i højde til bjergkæder som eksempelvis Alperne som man ser på jordoverfladen.
I midten af den oceanryggen kan man se en tydelig fordybning. Det svarer jo til at de undersøiske vulkaner falder sammen omkring krateret i midten.
I spredningszoner ser man kun overfladenære jordskælv, der udløses i pladen mellem overfladen og ca. 10 km dybde. I figur 2 med jordskælvsaktivitet, kan man se jordskælvene angivet som gule stjerner tæt på overfladen Under pladerne er materialet ikke smeltet, men der er for blødt til, at der kan opstå store spændinger i materialet som kan udløses som de helt store jordskælv. Derimod er der meget kraftig vulkansk aktivitet i hele zonen.
Ned langs den Midtatlantiske spredningszone ser man også en lang rækker brudzoner der går øst-vest væk fra spredningszonen. Disse zoner opstår når pladerne bevæger sig relativt til hinanden, også kaldes bevarende pladegrænser og de er vist i figuren nedenfor.
Disse brudzoner opstår når pladerne bevæger sig fra hinanden med lidt forskellig hastighed fra sted til sted ned gennem Atlanten. Den mest kendte brudzone ses ved 52°N hvor den Midtlantiske spredningszone flytter sig næsten 1000 km mod øst når man kommer nordfra. Zonen kaldes Charlie Gibbs brudzonen og det er en zone hvor dybden øges til 3600 meter og er derfor en vigtig passage for dybtliggende vand fra den ene side af Atlanterhavet til den anden side.
Island
Island er af største vigtighed for videnskabelige studier af denne spredningszone, idet det er det eneste sted, hvor den Midtatlantiske Spredningszone står op over havoverfladen., og forskerne har her fantastiske muligheder for at studere hvad der sker i spredningszonen.
Der er meget kraftig vulkansk aktivitet på Island. I takt med at den Eurasiske og den Nordamerikanske plade bevæger sig væk fra hinanden hen igennem Island bliver øen faktisk større og større år for år.
Pladernes hastigheder i den Midtatlantiske Spredningszone.
Hvis man skal besvare hvor hurtigt den Eurasiske og den Nordamerikanske plade bevæger sig fra hinanden, og derigennem hvor ofte der opstår jordskælv og vulkanudbrud i spredningszonen skal man bruge det globale positionerings system GPS.
GPS satellitterne kredser rundt om jorden i ca. 20.000 kilometers afstand. Ved at måle afstanden mellem en GPS modtager på jorden og minimum 4 GPS satellitter i rummet kan man bestemme positionen for GPS modtageren på jordoverfladen. Systemet fungerer ved hjælp af radio-signaler og ultra-præcise ure, der måler den tid det tager radiosignalet at nå fra satellitten og ned til modtageren på jorden. Da modtageren præcist ved, hvor alle GPS satellitterne befinder sig, kan modtageren herved bestemme sin egen position.
Med specielle GPS stationer der er fast forankret i undergrunden, kan man i dag nøjagtigt registrere, hvor hurtigt Jordens yderste skorpeplader bevæger sig i forhold til hinanden. Specielt kan man se at Europa og USA bevæger sig fra hinanden langs den midtatlantiske spredningszone. Hvor den Eurasiske plade bevæger sig mod nordøst med ca 3 cm om året bevæger den Nordamerikanske plade sig mod vest med ca 2 cm om året. Derfor øges afstanden mellem de to kontinenter øges med ca. 5 cm om året. Det betyder derfor også at Island i gennemsnit bliver 1 meter større i øst-vestlig retning på 20 år. Tværs over Atlanterhavet er der ca 6000 km. Det betyder at det Atlantiske Ocean opstod for ca. 120-140 millioner år siden. Faktisk opstod det Atlantiske Ocean for ca 180 millioner år siden, så hastigheden har ikke været konstant i hele perioden.