Antifryseproteiner hos fisk | VG3
Det iskolde vand omkring Antarktis er mange steder ca. -1,9°C året rundt, og vandet er fyldt med små- og store iskrystaller. Alligevel lever her mange forskellige fisk, som burde fryse til is ved -1°C. Fiskene er frostfri, fordi de har nogle helt specielle proteiner, som man kalder antifryseproteiner. Proteinerne er fundet i mange fiskearter i polare områder, men det er stadig en gåde hvordan proteinerne hæmmer iskrystalvæksten i fisken og hvordan proteinerne er opstået. På Galathea 3 ekspeditionen testede vi derfor alle de fisk, der blev fanget, for forekomst og typer af antifryseproteiner.
Vi var særligt interesserede i at fange den Antarktiske sølvfisk, Pleurogramma antarcticum og undersøge dens antifryseproteiner. Man mener nemlig at den har en lavere antifryseaktivitet end andre antarktiske fisk. Antarktiske sølvfisk lever i den frie vandmasse (pelagisk) og optræder i meget store tal, men i et så enormt ocean som det antarktiske hav kan det være som at finde en nål i en høstak at få fat i lige netop den. Det var derfor langt fra sikkert, at vi ville fange nogle. Efter ihærdig trawling med et kæmpe stort trawl lykkedes det, selvom fangsten ikke blev helt så god som man havde håbet. Se billeder i næste afsnit.
Fag: biologi, fysik og kemi gymnasier og HF.