Da tsunamien ramte Tranquebar var mange fiskere ikke på havet, da det var en søndag. Det betød, at mange fiskeredskaber, katamaraner og motorbåde blev ødelagt eller skyllet med ud af flodbølgen, da den trak sig tilbage. Efter katastrofen har mange indenlandske og udenlandske hjælpeorganisationer doneret fiskefartøjer og net til fiskerne i Tranquebar.

De nye fartøjer på stranden er stort set kun plastfiberbåde med påhængsmotorer. De gammeldags katamaraner ses nu kun sjældent i Tranquebar. Plastfiberbådene prises af fiskerne for den lethed, hvormed fiskerne om morgenen kan komme hurtigt af sted på fiskeri og heller ikke behøver at smide god fangst overbord. Påhængsmotoren gør tillige, at hurtigt er de ude ved de gode fiskepladser.

Der er tendens til, at man skal længere og længere ud for at sikre sig en god fangst. Sikkerhedsmæssigt kan plastfiberbådene imidlertid slet ikke måle sig med katamaranerne, og drukneulykker er stigende. Efter endt fiskeri trækkes bådene op på stranden, og i den nye store auktionshal på stranden sælges fisken til fiskesælgersker, der bringer fisken til markeder, eller den sælges til fiskekompagnier.

Livet er tilsyneladende ved at falde tilbage i de gamle folder: fiskerne har efter tsunamien for længst igen optaget fiskeriet, og der er skænket nye plastfiberbåde til fiskerne. Garn renses, fisk sælges og tørres i solen på stranden. Men mange familier bærer rundt på stor sorg efter tsunamien. Mange har mistet nære familiemedlemmer under katastrofen. Også kulturelle eftervirkninger af langt dybere slags er at spore i fiskersamfundet. Opfattelsen af risiko, årsag, virkning, tryghed og fare har forrykket sig, og stranden er ikke i samme grad det naturlige samlingssted for kvinder, mænd, børn og unge.

Fotos: E. Fihl 2004-2008.