Forskellige havistyper
På havet optræder is - for det meste havis, der består af frosset havvand - i mange forskellige former lige fra meget små stykker over isflager til kæmpemæssige isbjerge. Vind og strøm flytter rundt på isen, spreder den eller presser den sammen og derved ændrer pakisens form, hvilket så igen betyder, at vi hele tiden må tage det med i betragtning, når vi skal vurdere hvordan isen aftegnes på et radarbillede eller responderer på et radarsignal. Lad os imidlertid forenkle tolkningen af radarbilleder ved at nøjes med at gennemgå de vigtigste typer havis. Vi skal også se på de problemer, som isen kan forvolde for skibsfart og navigation (se også Fig. 3).

Grødis
Et tykt, suppeagtigt lag af små isstykker, der endnu ikke er frosset sammen til en fast flade. Det dæmper bølger og glatter vandoverfladen, så grødis bliver mørk på radarbilledet - lidt på samme måde som oliefilm på vand. Grødis kan faktisk godt ligne et tilfælde af olieforurening, men har naturligvis ikke noget med det at gøre.

Kvadderis
Ophobning af svampede isklumper. Det svarer lidt til grødis men udglatter overfladen i endnu højere grad, fortrinsvis når der blæser en kraftig vind. Kvadderis optræder på radar ofte som lange, mørke bånd, der drives af sted af vinden, mens vandet udenom gengives lyst som følge af vindbølgerne. Enorme dønningsbølger er undertiden fuldtud synlige i sådanne områder. Ved kvadderis har isbrydere ingen problemer med at sejle gennem.

Tallerkenis
Felter med is af op til 2m i diameter og med hævet kant. Sådanne isområder tager sig lyse ud på radarbilleder. Dønningen kan bevæge sig gennem denne istype, og man vil se lange bølger på radarbilledet. Isbrydere sejler gennem uden besvær (Fig. 4).

Gråis, førsteårsis
Store isflager, ofte mast ind i hinanden af vinden. For det meste optræder gråis som mørkegrå på radarbilleder. Dønningen kan lige knap bevæge denne is op og ned, men som regel kan isbrydere godt komme igennem (Fig 6).

Middel til tyk førsteårsis
Mens de ovenfor nævnte istyper antager samme temperatur som vandet, så er middel til tyk førsteårsis for det meste tykkere end 70 cm og derved i stand til at isolere vandet fra luften. Overfladen af disse overvejende store isflager er temmelig ru, og den fremtræder derfor lys på radarbilledet. Isbrydere, der vil forcere denne istype, må arbejde hårdt, og af den grund vil de ofte være tilbøjelige til at navigere uden om meget store flager.

Fastis
Fastis eller landfast is eller pakis er også førsteårsis, der findes tæt ved kysterne. Denne istype er meget glat og følgelig mørk på et radarbillede. Et skib, der trænger igennem den, efterlader sig et kølvandsspor. Isbrydere har ofte måttet bane vej gennem sådan is for at nå frem til forskningsstationer på kysten, og det kan være hårdt arbejde at komme igennem.

Andetårs- og mangeårsis
Mange meter tyk havis, der ofte har form af enorme isflager eller som under smelteprocessen kan danne små isbjerge. Store isflager har struktur i et vist omfang, fx genfrosne revner mm. På et radarbillede vises de som middel til kraftig lysværdi, men om sommeren kan de også optræde med mørke felter af smeltevandssøer eller våd sne. Isbrydere undgår såvidt muligt denne istype, og godt sømandsskab er helt nødvendigt i den slags farvande.

Kæmpeisflager og isbjerge med flad top fra gletschere, der kælver (men ikke havis)
De kæmpemæssige isflager med en tykkelse fra en snes til over hundrede meter kan have en overflade på flere hundrede kvadratkilometer, som på radar kan være lys eller mørk, alt efter alder, overfladelagets beskaffenhed og omgivelsernes temperatur. De har imidlertid alle en del af kanten, der er lys, og en del af kanten, der er mørk: Den del af isvæggen, der vender mod radaren, er lys, for radaren ser aldrig lodret ned, altid skråt - og altid mod højre i bevægelsesretningen af kredsløbet. Den iskant, der vender væk fra radarstrålingen fremstår som en mørk linie.

Kæmpeisbjerge kan efter at være kælvet af en gletscher eksistere i mange måneder, og de kan i mange tilfælde rejse langt i retning af varmere breddegrader. Mindre isbjerge ses som bare et lyst punkt. Alle sådanne isstykker er virkelig farlige for skibsfarten - tænk bare på "Titanic". Isbrydere undgår med alle midler overhovedet at komme i nærheden af dem (Fig. 4 og 8)!

Hvor små isbjerge, radar kan få øje på, afhænger af den isflade eller -volumen, der stikker op af havet, samt den rumlige opløsningsgrad og "baggrunden". Et højopløseligt radarbillede, hvor en pixel svarer til 25m, vil nok klare at vise et isbjerg med hvad der svarer til et parcelhus oven vande, hvis havet rundtom ellers er roligt. I et bred-vinklet middelopløseligt billede, hvor en pixel svarer til 150m, må isbjerget dog være lidt større, omend ikke særlig meget. I oprørt hav er der ikke store chancer for at opdage små isbjerge, men de, der stikker op med mere end 500m på den ene led, kan godt ses. Alle disse baggrundsangivelser har til formål at ruste os til at forstå et radarbillede taget i nærheden af den arktiske eller antaktiske region.

Radarbilledet i Fig. 9 viser 190 km kystlinie med nedfrossen antarktisk skønhed, med 77 grader øst i midten. Det blev hentet ned den 16.november 2003 og er blevet reduceret til en rumlig opløsningsgrad på 375m på en pixel. Vi kan her på udmærket vis undersøge de forskellige gletschertyper, dem der er i stærk bevægelse og følgelig har mange brudflader, og dem med tilsyneladende ingen eller få forandringer, der viser en mørkere gletschertunge. På havet er en række forskellige istyper synlige.

Meget mørkt og nær kysten er det hele fastis. De lyse pletter er isbjerge med flad top, og til venstre ses et, der er særlig stort i fig 9. Ved kælvning er de brækket af en gletscher og består følgelig af ferskvand. Isflagerne tager sig temmelig mørke ud. Det grå område med vindstriber i højre side er delvis åbent vand. Davis Stationen ligger på klippekysten, der er synlig nær billedets højre kant i nærheden af et meget lyst punkt, nemlig en isbryder der befinder sig på den mørke baggrund af fastis.