Det var den oprindelige plan, at Galathea 2 skulle afsted netop 100 år efter Galathea 1. Men på grund af 2. verdenskrig blev projektet udskudt. I årene efter befrielsen var forberedelserne i gang. Dansk Ekspeditionsfond blev dannet, og de skaffede bidrag fra danskere i udlandet og fik også tilladelse til at indkøbe eftertragtede varer uden at betale told. Det drejede sig om cigaretter fra USA samt kokosnødder, ananas og krydderier fra Østen. Formålet var at sælge disse i Danmark med stort overskud, der gik til at få Galathea 2 afsted.

Det tog tid at samle pengene sammen, og det tog tid at finde et egnet skib til turen. En nyligt indkøbt fregat blev ombygget og døbt på ny, så Galathea 2 var klar til afsejling i 1950.

Fra starten var det planen, at kommandør Svend Greve og dr. Anton Bruun skulle stå i spidsen for ekspeditionen. De havde begge deltaget i Danas jordomsejling 20 år tidligere. Galathea 2 havde ikke repræsentative opgaver på turen rundt om Jorden. Det primære formål var videnskabeligt. Det var nyt, at der skulle en informationstjeneste på tre mand (under ledelse af Hakon Mielche) med på hele rejsen for at sikre formidling af forskning og forskningsresultater til offentligheden. Om sin opgave sagde Hakon Mielche: ”Det er vor tanke at tage manden fra gaden med ombord på vor store havforskningsekspedition, for havet store, ukendte dybder er et godt sted at begynde, når man tænker på at skrive et eventyr, som i spænding og vingefang kan måle sig med selv den mest fantastiske tegneserie eller film.” Og eventyr var der behov for i en befolkning, der stadig led under eftervirkningerne af 2. verdenskrig.

Galathea 2 afsejlede fra København en grå oktoberdag i 1950.

Galathea 2's rute.

Formålet med Galathea 2 var primært en jordomsejling, hvorunder der skulle foretages videnskabelige dybhavsundersøgelser. Derudover skulle Galathea 2 også vise flaget og udbrede kendskabet til Danmark. Desuden skulle ekspeditionen søge kontakt med danske kredse, hvor de nåede frem – bl.a. ved om muligt at anløbe tidligere danske kolonier. Endelig var det også en opgave at formidle den videnskabelige ekspedition.

Det var altså primært dybhavet, der var Galathea 2s forskningsområde. Skibet var indrettet til disse undersøgelser. Der var på skibet monteret et spil med en 12 km lang wire, for at forskerne kunne gennemføre et trawl i det dybeste hav.

Selv om skibet var indrettet til det, var det ikke let at gennemføre et trawl på 10.000 meters havdybde. Mange gange gik det galt og grej gik til i dybet, men 20. gang lykkedes det.

Den 22. juli 1951 kl. 4 om morgenen kom trawlet op fra bunden af Philippinergraven 10.190 m under skibet. Fangsten blev hældt ud kunne forskerne se, at der var sten - så de vidste at trawlet havde været helt nede på bunden. En sten med to små søanemoner på var beviset på at der helt nede i 10.190 meters dybde var liv.

Se Torben Wolff fortælle om det mange år senere:   https://www.youtube.com/watch?v=9Z2Dgavwq1g

Det område som Galathea 2 hentede dyrene op fra den 22. juli 1951 hedder i dag Galatheadybet. Dengang mente man, at det var det dybeste sted i Verden, men i dag ved man, at det ”kun” er det tredjedybeste sted - det er 10.540 meter dybt.

Det var et gennembrud for forskerne på Galathea 2. For det var første gang man havde fundet liv under 8.000 meters dybde. Dette var ekspeditionens største mediemæssige resultat og de tiltrængte øgede bevillinger fulgte kort efter. Sjældent havde 17 søanemoner, 61 søpølser, fire muslinger og en tangloppe, som var det totale resultat efter trawlet i dybet, været så velkommen.

Resultater fra dybhavet:

Der kom andre resultater op fra dybet:

Urbløddyret blev hentet op på et trawl, der havde været 3.750 meter nede ud for Costa Rica den 6. maj 1952.

Da trawlet kom op fandt man en spektakulær ny fiskeart i trawlet - Galatheathauma axeli. En tudsefisk med et gab fyldt med skarpe tænder.

Ud over fisken lå der nogle små skaller, der blev lagt i sprit.

Først fire år senere så zoolog Henning Lemche nærmere på indholdet fra den dag.

Det viste sig at være et leddelt bløddyr - en art, som forskerne indtil da kun kendte fra 400 millioner år gamle fossiler, og som man derfor troede var uddødt.

Det er en sensation at Lemche har fundet en nulevende slægtning til en hel gruppe af dyr, som man troede var uddøde for mere end 400 millioner år siden: Neopilina galatheae - eller Urbløddyret på dansk.

Torben Wolff skriver i Danske ekspeditioner på verdenshavene:

”I alt lykkedes det at påvise 115 forskellige arter af dyr fra dybder over 6.000 meter i de fem grave, indbefattet den dybest fangne fisk fra 7.200 m dybde i Javagraven. Langt de fleste arter har vist sig at være forskellige fra grav til grav og at være hidtil ukendte former, der afviger så meget fra faunaen på de store dybhavssletter, at man kar accepteret vort forslag om at udskille dette dyreliv fra havets kælderetage som en selvstændig fauna. For denne fauna og den zone, den lever i, indførte Bruun betegnelsen hadal - afledt af ordet Hades.”

Den dybest fangede fisk på Galathea 2 Bassogigas profundissimus fra 7.160 meters dybde.

Fra etagen over den hadale zone - 4.000 - 6.000 meters dybde hjemtog Galathea2 hele 128 eksemplarer af bundfisk - inden Galathea 2 havde forskningsverdenen kun kendt til 118 individer.

Under arbejdet med disse dyr har forskerne undret sig over, hvad dyrene mon lever af? Tidligere mente man, at de levede af døde dyr og planter, der sank til bunds. Galathea 2 påviste, at der i dybhavet findes et rigt bakterieliv - selv i de dybeste områder. En forsker ved navn Zobell påviste, at kun hvis disse bakterier blev udsat for et stort tryk - som i dybhavet - ville de formere sig. Det var et vigtigt bevis på, at de hører hjemme under disse forhold, og således kan udgøre føde for dyr som fx søpølser og småkrebs.

Primærproduktionen

Det var på Galathea 2 det lykkedes at finde en metode til at undersøge planteplanktonnets primærproduktion. Metoden benytter radioaktivt kulstof - C-14, som det netop var blevet muligt at få fra atomkraftværker. Metoden benyttes stadig i dag.

Først måles lysets gennemtrængelighed med en fotocelle. Dernæst tog man vandprøver med planktonalger fra samme steder. Ved at tilsætte en kendt mængde kulstof-14 til prøverne med planktonalger og udsætte dem for kunstigt lys i et bestemt antal timer (svarende til lysintensiteten), vil planterne optage C-14, såvel som almindeligt kulstof under deres fotosyntese. Herefter filtreres algerne fra og man kan måle med en geigertæller hvor meget radioaktivt kulstof, de har optaget. På denne baggrund kan man udregne den samlede stofmængde.

På baggrund af disse undersøgelser kom forskeren Steemann Nielsen frem til, at havet producerer plantestof i samme størrelsesorden som landjorden.

Der foregik mange andre undersøgelser på Galathea 2. Bundprøver blev taget med stødlod (Et rør, der blev stødt ned i havbunden med en vægt). Der blev foretaget målinger af Jordens magnetfelt. En magnetisk ”Stjerneskudsskraber” opsamlede jernholdige kosmiske partikler af kosmisk oprindelse og meget mere…

De videnskabelige resultater, som ekspeditionen hjembragte efter to år på verdenshavene, oversteg på en række punkter forventningerne, selv om rejsen undervejs måtte afkortes af økonomiske grunde.

På Galathea 2 var formidling til offentligheden nyt. Det var et vigtigt element og projektet opnåede der igennem en dyb folkelig forankring. Mere end 20.000 danskere mødte således op på Langelinie, da ekspeditionen vendte hjem 29. juni 1952.