I 1987 underskrev 41 lande Montreal-protokollen (link til http://da.wikipedia.org/wiki/Montreal-protokollen). Siden har flere lande tilsluttet sig aftalen, så i dag har 193 lande underskrevet Montreal-protokollen og de tilføjelser og stramninger der er gjort undervejs. Protokollen beskriver, hvordan Verdens forbrug af CFC-gasser og andre ozonnedbrydende gasser skal afvikles. I 1997 aftalte landende en total afvikling af alle vigtige ozonlagsnedbrydende stoffer: Det gjaldt både for i- og ulande. Ulandene har dog ofte længere tid til afviklingen.

Nasa har fremskrevet udviklingen HVIS IKKE alle landene havde fundet sammen for at løse problemet i slutningen af 1980’erne:

I år 2065 ville omkring to tredjedel af Jordens ozonlag være forsvundet.
Den ultraviolette stråling, der falder i eksempelvis Sydtyskland er stærk nok til at give forbrændinger på huden i løbet af bare fem minutter.

Mængden af ultraviolet stråling ved jordoverfladen er siden 1980'erne vokset med 650 procent! Det vil få antallet af kræfttilfælde til at eksplodere.

Skrækscenariet som er beskrevet i billedteksten er dog undgået, fordi Verdens lande har formået at arbejde sammen og træffe de nødvendige beslutninger og handle i fællesskab, så alle landene helt afvikler forbruget af ozon-nedbrydende stoffer.

I Danmark har vi allerede fuldstændigt afviklet vores forbrug af CFC-gasser og andre ozon-nedbrydende stoffer. Som det ses på denne kurve er vores forbrug stort set stoppet siden 1997:

På verdensplan betyder afviklingen af CFC-gasser og andre ozonnedbrydende stoffer, at der allerede fra slutningen af 1990’erne kan ses en nedgang i koncentrationen:

De to sidste år er der tegn på, at ozonhullet ikke bliver meget større end det er lige nu.