Geostationære satellitter er en bestemt type af satellitter. Som de eneste satellitter kredser de nemlig ikke rundt om Jorden, men forbliver over det samme sted på Ækvator. Fordelen ved denne type satellit er selvfølgelig at de dermed kan observere det samme område mange gange inden for kort tid. Denne egenskab gør disse satellitobservationer meget anvendelige til at fastlægge bevægelser af f.eks. skyer og støv og til at bestemme vindretninger.

En ulempe ved de geostationære satellitter er, at de altid ser den samme side af Jorden. Den modsatte side af Jorden bliver aldrig observeret. Den første europæiske geostationære vejr-satellit hed METEOSAT-1 og blev opsendt i 1975 og den blev hurtigt et vigtigt redskab for de nationale meteorologiske institutter til at lave vejrudsigter. Anvendelsen af de geostationære resulterede faktisk i en lille revolution inden for vejrforudsigelse og man kunne således spore et dyk i kvaliteten af prognoserne mellem 1979 og 1981 hvor det netop var et hul mellem METEOSAT-1 og METEOSAT-2.

Den nyeste Europæiske geostationære vejrsatellit hedder METEOSAT-9. Den blev opsendt i december 2005 fra Fransk Guyana, vejer 2000 kilo og er i dag den vigtigste vejrsatellit for Europa. METEOSAT-9 er placeret over Guinea bugten, hvor Greenwich meridianen krydser Ækvator. Den observerer Jorden hver 15. minut i 12 forskellige bølgelængder. På grund af Jordens krumning bliver det område af Jorden der dækkes af en pixel i satellitbilledet større jo længere væk man kommer fra punktet lige under satellitten. Opløsningen for en pixel er således 3.1 km lige under satellitten med den er ca. 7 km på 55 graders bredde.

Fag: geografi og fysik gymnasier og hf.