Pas på slangerne | VG3

Pas på slangerne

Man skal ikke være bange for at en slange kan hypnotisere, som det sker i Disneyfilmen Junglebogen. Det er en myte at slanger hypnotiserer deres bytte.

Man skal ikke være bange for at en slange kan hypnotisere, som det sker i Disneyfilmen Junglebogen. Det er en myte at slanger hypnotiserer deres bytte. Myten er måske opstået fordi slanger ikke har øjenlåg, og derfor ikke blinker. Og så vil den spyttende kobra stirre sin modstander ind i øjnene, for at kunne sigte og ramme netop her. Det kan sikkert godt ligne en hypnose.

Nogle mener alligevel at slanger er onde og er derfor bange for slanger. En sygelig angst for slanger hedder ophidiofobi. Men faktisk er slangerne mere truet af mennesker end omvendt. Nogle slanger bliver jaget pga. deres skind, som bruges til fx tasker, bælter og sko.

Mange slanger bliver også spist af mennesker, som tror at de ved at drikke slangernes blod og spise deres kød kan blive stærkere end de er.
Slangers levesteder er generelt reduceret, fordi skove fældes og jorden dyrkes af mennesker. Mange slanger bliver dræbt af biler, når de krydser en vej. Havslanger bliver fanget i trawl og net, hvor de bliver knust og dør eller drukner fordi de ikke kan trække vejret.

Slanger er slet ikke interesseret i mennesker med mindre de føler sig truet. Der er mange grunde til at passe på slanger og beskytte dem. I flere dele af verden hjælper slanger med at holde bestanden af skadedyr nede. Nogle steder, hvor man har udryddet slanger, har man måtte opgive at dyrke markerne pga. alt for mange mus.

Steder, hvor mennesket har indført dyr, som ikke hører naturligt sted, er slangen truet.

En væsentlig grund til at passe på slangerne er fordi de kan bruges til medicinsk brug. Man har fx fundet ud af, at nogle af stoffernes i slangernes gift kan bruges som smertestillende medicin. Klapperslangens gift kan bruges i blodfortyndende medicin. Vandhugormens gift indeholder stoffer, som kan forhindre blødninger. Udryddes giftslangerne udrydder vi også muligheden for at få hjælp fra slangerne til at fremstille medicin, som kan hjælpe os mod forskellige sygdomme.