GPS og Galileo | VG3
Projecter »
I løbet af få år vil man derfor kunne købe kombinerede GPS-Galileo modtagere. Dermed får man en modtager som kan få signaler fra langt flere satellitter på samme tid - måske mere end 20 satellitter (10 GPS og 10 Galileo). I praksis vil det give meget større pålidelighed specielt i skov- og byområder hvor der i dag er steder, specielt i København, hvor det kan være svært at få en GPS-position fordi høje bygninger blokerer for satellitsignalerne. De ekstra satellitter, og den ekstra sikkerhed man opnår, vil være en stor fordel primært for ambulancer som skal hurtigt gennem byen og som skal kunne stole på navigationssystemet for ikke at miste kostbar tid på vej til eksempelvis et trafikuheld.
Der findes også et russisk navigationssystem der hedder Glonass og som er næsten fuldt operationelt. Desuden er et kinesisk system, der hedder Compass, under udvikling. Ligeledes arbejder man i Indien med et differentielt GPS-system der hedder Gagain, som minder om det europæiske EGNOS og det amerikanske WAAS, og i Japan arbejder man med et tilsvarende system der hedder QZZS. En fællesbetegnelse for alle disse systemer er GNSS – Global Navigation Satellite Systems, og det er nok et begreb vi kommer til at høre mere til fremover, når det bliver mere almindeligt at kombinere GPS med et eller flere af de andre satellitsystemer til navigation.