Baggrund | VG3

Projecter »

Baggrund

Her kan du læse om byen Christchurch i New Zealand

Fig 15 Christchurch_town_SPOT_870208_L.jpg

New Zealand
New Zealand består af to store øer, North Island og South Island, samt mange mindre øer hvoraf Stewart Island er den største og tit kaldes ‘vores tredie ø'. North og South Islands er adskilte af Cook Strait, som er 32 km bredt. Mod nord og øst ligger Stillehavet. Mod vest ligger Det Tasmanske Hav.

Landets areal er 270,535 km2, hvilket svarer nogenlunde til størrelsen af Italien eller Storbritannien. Befolkningen udgør dog kun 4.1 million sammenlignet med 57,3 millioner i Italien eller 60.2 millioner i Storbritannien. Arealanvendelsen udgør cirka 23 % skov, 50 % moser og enge, 15 % landbrug samt andre ting såsom bebyggelse og høje bjerge. Får og kvæg græsser på de gode arealer nær Hamilton og New Plymouth på North Island og ved Dunedin og Invercargill på South Island.
North Island er vulkansk aktiv og har et centralt plateau. South Island har høje sneklædte bjerge med gletschere i Southern Alps, en bjergkæde på næsten 500 km på langs gennem øen (se Fig. 2a).

Historie
Befolkning består hovedsaglig af europæiske efterkommere og den største minoritet er de indfødte Maorier. Andre folk fra Polynesien og Asien udgør også betydende minoriteter især i de store byer.
New Zealand er et af de senest befolkede større landområder. Polynesiske udvandrere ankom i deres waka (både) på et tidspunkt mellem det 11te og 13ende århundrede og etablerede den indfødte Maori kultur.

De første europæere man ved nåede til New Zealand blev ført af Abel Janszoon Tasman, som sejlede op langs vestkysten af South og North Islands i 1642.
For at legitimere den britiske anneksion i 1839 forhandlede kaptajn og guvernør William Hobson en traktat i Waitangi med de nordlige Maori stammer. Traktaten opfattes siden som det grundlæggende dokument for New Zealand.

Den europæiske indvandring foregik langt hurtigere end nogen havde forestillet sig, og snart var der flere indvandrere end Maorier.

I 1947 blev New Zealand uafhængig af England men er stadig medlem af Commonwealth.

Afskovning
Siden de første mennesker slog sig ned for omtrent 700–800 år siden er den oprindelige skov, der dengang dækkede 85 % af landet, reduceret fra 23 millioner hektarer til 6 millioner hektarer svarende til 23 % af landområdet. Den tilbageværende skov findes især i bjergrige områder samt visse lave områder på vestkysten. I de lave områder er skoven meget fragmentere og der skal ske en drastisk tilvækst for at biodiversiteten i disse mindre skovstykker kan bevares. Græsland dækkede 1–2 millioner hektarer (cirka 5 % af landområdet) før de første mennesker ankom. Græsland blev øget til 8 millioner hektarer som resultat af afskovning ved brande fra de første Maorier. Senere er afskovningen fortsat og gennem de seneste 100 år har landbrug og tømmerhugst medført at græsland nu udgør 14 millioner hektarer – over 50 % af det totale landområde.

Klima
New Zealands klima er meget varieret. Der er varmt subtropisk klima mod nord og lavere temperaturer i syd. I bjergene er der alpine forhold med kulde og sne.

Bjergkæden, som strækker sig på langs ned gennem New Zealand, udgør en barriere for den fremherskende vestenvind. Bjergkæden deler landet i to dramatisk forskellige klimaregioner. Vestkysten på South Island er det vådeste område i New Zealand mens området mod øst – bare 100 km derfra – er det tørreste. Fig 2a viser det højeste område i bjergkæden Southern Alps. Mount Cook er øverst til venstre og foran ses den hastigt

Fig 2a Mont Cook_L.JPG
tilbageskridende klippe-dækkede gletscher Hooker Glacier, som har skabt en sø foran sig. Man kan også se iskanten af gletscheren Mueller Glacier med debris på isen og med en sø foran og med is i søen midterst foran i billedet i Fig 2a.

De fleste områder i New Zealand får mellem 600 og 1600 mm nedbør spredt gennem året, dog med tørtid om sommeren. I den nordlige og den centrale del af New Zealand falder der mere nedbør om vinteren end om sommeren, men i den sydlige del af New Zealand er det omvendt.

Den årlige middeltemperatur er 10 °C i syd og 16 °C i nord. Den koldeste måned er normalt juli og den varmeste januar eller februar. I New Zealand er der kun små forskelle mellem sommer- og vinter-temperaturen, men inde i land og på østkysten er der noget variation, op til 14 °C. Temperaturen falder cirka 0,7 °C for hver 100 meters højde, så der er koldere i bjergene.

Geologi
New Zealand ligger på kanten af den australske og den stillehavs-tektoniske plade. I nordøst under North Island bevæger stillehavspladen sig ind under den australske plade ved subduktion. Ved sydvestkysten ved Fiordland på South Island subducerer den australske plade under stillehavspladen.

Den australske og den stillehavs-tektoniske plade bevæger sig ikke glat forbi hinanden. De bevæger sig i en serie af små hurtige bevægelser som ledsages af jordskælv. Jordskælvene kommer når stillehavspladen subducerer under den australske plade.

Når stillehavspladen subducerer under North Island udstrækkes den del af den australske plade, som udgør den centrale del af North Island. Gennem millioner af år er den australske plade derved blevet tyndere end normal skorpe. Dybt under North Island frigøres vand, som blandes med varm klippe fra den australske plade cirka 100 km nede og derved smelter lidt af klippen. Den smeltede klippe stiger opad og går gennem den tynde skorpe og bliver til vulkaner som Ruapehu, Tongariro og Ngaruhoe eller den smeltede klippe ligger under skorpen og opvarmer denne og danner geotermisk jordvarme.

Christchurch
Maori folket - hovedsaglig Ngai-tahu stammen - befolkede området Canterbury i Christchurch mange århundreder før europæerne ankom. Den europæiske tilflytning begyndte i 1840erne og på den tid boede der cirka 500 Maori.

Christchurch har en atmosfære som ligner den i en engelsk by. Der er mange gamle bygninger af sten, parker med træer og bugtende åer som i engelske byer og det er netop hvad grundlæggeren af byen stilede efter. Han kom fra Canterbury Association i London og havde en vision om en engelsk utopi i det sydlige Stillehav i Christchurch.

I 1848 var der forberedelser i gang for at kunne modtage de første fire skibe fra Canterbury Association i havnen Lyttelton i nærheden af Christchurch. Der var blevet købt land af lokale Maori og der var etableret en sti over Port Hills, bjergene der adskiller bugten fra Christchurch.

Det første af de fire skibe, Charlotte Jane, ankom til Lyttelton havn den 16. december 1850 og de spredte bygninger og mudrede stier udgjorde ikke et specielt flot indtryk. Men mindre end et år senere kunne indflytterne skrive hjem om deres ’pæne og vejrsikre’ huse med ’haver og kultiveret land langs den første jernbanelinie i New Zealand’. Det var jernbanen fra Christchurch til Ferrymead. Den blev indviet i 1863.

Immigranter nærmest oversvømmede området ved Canterbury og økonomien var i vækst. Mindre skibe anløb byen og fra det enorme landbrugsområde udgik forskellige varer heriblandt uld. Christchurch blev en vigtig handelsby.

Byen voksede yderligere gennem det 20ende århundrede og er i dag en afslappet kosmopolitisk storby. Går man tur langs Cathedral Square eller hen ad Worcester Boulevard er det tydeligt at befolkningen kommer fra mange lande. Der bor mere end 300.000 mennesker i byen i dag.