Salpeter dannes, når visse bakterier nedbryder organisk materiale som f.eks. planter, dyr, afføring, urin. Salpeter er letopløseligt i vand, så hvis nedbrydningen foregår i et fugtigt klima, vil regnen udvaske salpeteren af jorden. Naturlig salpeter forekommer i tørre egne f.eks. i det østlige Indien Bengalen og visse egne af Kina og Chile.

I dag bliver salpeter lavet af (industrielt fremstillet) salpetersyre, men det viste sig at familien, som forskerholdet traf i Agra, også havde et anlæg til at udvinde salpeter på gammeldags manér. På opfordring gentog de så processerne, så forskerholdet kunne dokumentere dem.

Korte udgave

Den første proces var udvindingen af salpeteret, og opløselige salte fra den ”salpeterjord”, der var blevet indsamlet . Jorden blev spredt ud i et tyndt lag i et rektangulært formet hul, og vand blev hældt over. Hullet havde et falsk?? gulv, som vandet kunne løbet igennem, for herefter at blive opsamlet i en beholder i den ene ende af hullet.

Med link kommer denne lange udgave

Proces 1: Rundt om, i de omliggende landsbyer, indsamlede man overfladejorden, når regntiden var forbi.
Den indsamlede jord bragtes til en ”ekstraktions-seng” (billede) på ca. 1x2 meter og en halv meter dyb.

Den var dannet af soltørret ler og derved (delvis) vandtæt. I bunden heraf lagde man rækker af mursten på langs, og over dem et netværk af pinde. Over dette igen lagdes hessian, hvorpå jorden blev anbragt og presset let sammen med hænderne. Oven på dette blev lagt et nyt stykke hessian, og man tømte nu langsomt spande vand over, og vandet sivede langsomt ned gennem jordlaget og opløste salpeteren, der af bakterier i jorden (nitrosomonas og nitrobacter) var dannet af ammoniakken. Gennem et hul nær bunden af ”sengen”, mellem murstenene, løb vandet ud og blev opsamlet i en skål.

Man skulle normalt ifølge litteraturen forvente calciumnitrat, men familien påstod hårdnakket, at man ikke behøvede at tilsætte potaske (kaliumkarbonat) over det nederste hessianlag, Det blev til kaliumnitrat med det samme, som de sagde, det var et mirakel – guds gave!

Analyser på Odense Universitet skulle gerne vise om de har ret, men de er endnu ikke klar.

I den næste proces blev væsken, der blev opsamlet fra hullet, kogt ind på en stor jernpande, og når det meste af vandet var fordampet, skulle det køle ned – derved blev salpeteret udskilt fra opløsningen sammen med andre urenheder og krystalliseredes på bunden af panden.
Med link kommer denne lange udgave

Proces 2: Det opsamlede vand blev nu koncentreret ved inddampning.

Herefter hældte man vandet bort, dvs. det blev opsamlet og genbrugt, som alt andet på stedet. De tilbageliggende krystaller indeholdt ca 50 % salpeter, desuden ca. 30 % salt, samt andre forbindelser (f.eks. CaCO3). De blev nu opløst i vand, og man startede en inddampning på en stor pande (ca. 5 meter i diameter, og en halv meter dyb).
Herved udkrystalliserede saltet i det varme vand og kunne opsamles fra bunden af panden, mens salpeteret forblev i den mættede opløsning.

Det skovledes nu fra overfladen, så urenheder blev i pandens bund, over i et kar til afsvaling, hvorunder eventuelle urenheder kunne synke til bunds. Hernæst blev det i spande hældt i store kar, ca. 5x5x1/2 meter, hvori der nær overfladen var anbragt et netværk af flækket bambus.

I den tredje proces opløstes salpeteret i kogende vand i en stor lav pande. Opløsningen i panden blev konstant suppleret, og vandet reduceredes, indtil kun en ekstremt mættet opløsning af salpeter var tilbage. Dette blev derefter transporteret over i sedimenteringstanke, hvor salpeteret krystalliseredes i lange stavagtige krystaller.
Med link kommer denne lange udgave

Proces 3: Over en uge, lidt afhængig af luftens temperatur, udkrystalliserede salpeteret nu på dette netværk i finger-lange og tykke krystaller. Disse blev senere pulveriseret og inden tørring overhældt med ”koldt” vand, der bortvaskede de sidste urenheder.

Analyser skal nu vise, hvor rent produktet kunne blive, men de foreløbige analyser viser, at det var forbavsende rent.

Forskerne håber, at et detaljeret studie sammen med en analyse af de forskellige produkter, der blev fremstillet, vil hjælpe os til selv at kunne lave salpeter igen i Europa.
Denne produktion har fundet sted i hundredvis af år og i mængder på tusindvis af ton, nok til at holde primært de europæiske krigsmaskiner i gang.

Køerne producerede ammoniakken via deres urin og producerede brændslet til inddampningen via deres kokasser, der blev samlet op og tørret.