Hullet i ozonlaget | VG3

Hullet i ozonlaget

Hullet i ozonlaget slipper flere ultraviolette stråler ned til Jorden. Det kan give mere hudkræft og skade dyr og planter. I forbindelse med Galathea 3 er der lavet satellitmålinger af ozonlaget.

Ozon er en giftig gas med en stinkende lugt. Det blev opdaget i 1849, men dengang kendte man ikke ozonens egenskaber. Man vidste heller ikke, at det fandtes i vores atmosfære.

I 1920’erne opdagede den britiske forsker Gordon Dobson ozonlaget og hvordan det beskytter Jorden mod Solens ultraviolette stråling. Professor Dobson byggede også det første instrument til at måle ozonlagets tykkelse.

Omtrent samtidig udviklede den amerikanske kemiker Thomas Midgely Jr. en type gasser, der i dag kaldes CFC. CFC kunne erstatte den ammoniak man hidtil havde brugt som kølemiddel i store køleanlæg. Der havde været mange ulykker, hvor ammoniak slap ud af køleanlægget og forgiftede arbejderne. Det var derfor en stor fordel at benytte CFC i stedet for ammoniak.

CFC er hverken giftig eller brændbar, og så var den oven i købet billigere at producere. CFC fik hurtigt mange anvendelsesmuligheder, fx i køleskabe og aircondition-anlæg. CFC blev også brugt som drivmiddel i spraydåser og til at lave flamingoplader.

Ved jordens overflade reagerer CFC overhovedet ikke med andre stoffer i luften. Først i 1970’erne begyndte man at få en mistanke om, at CFC-gasserne ødelagde ozonlaget i vores atomsfære, når de steg til vejrs.

I løbet af 1970’erne opstod der derfor bekymring for, at det var menneskelige aktiviteter der påvirkede ozonlaget. I 1985 opdagede et britisk forskerhold på Antarktis (ledet af den britiske geofysiker Joe Farman, at ozonmængden svingede meget mere end man tidligere havde troet. I oktober, når det var forår på den sydlige halvkugle, var der kun halvt så meget ozon som resten af året. Fænomenet blev kaldt ozonhullet.

Fag: fysik/kemi og geografi 7.-10.kl.

Fig 01.jpg