Projekter » Geologiske brændpunkter
Sammenstødszoner – destruktive pladerande
Der er tre kombinationer af plader, der kan støde sammen:
Kontinent – kontinent sammenstød.
Når to kontinenter støder sammen skubbes foldebjerge.
To kontinentplader, der støder sammen vil presse og bukke bjerge opad. Sammenstødet sker så langsomt (et par cm om året), at selvom bjergene er hårde klipper, så opfører de sig som et smidigt materiale og laver store folder. Bjerge dannet på denne måde kaldes foldebjerge. Alperne i Europa og Himalaya i Asien er typiske eksempler på sådanne foldebjergkæder.
Kontinent – ocean sammenstød.
Når en kontinentplade støder sammen med en oceanbundsplade dannes foldebjerge.
Når en oceanbundsplade støder sammen med en kontinentplade vil oceanbundspladen glide ned under kontinentpladen. Det sker fordi oceanbundsplader er tyndere og samtidig tungere end kontinentpladen. Det materiale, der kommer i klemme mellem de to plader foldes og omdannes under højt tryk og temperatur. Der opstår samtidig en lang fordybning i havbunden ud for kysten – lige der, hvor pladerne støder sammen.
Andesbjergene i Sydamerika er dannet – og dannes stadig – hvor den Sydamerikanske plade støder sammen med Nasca pladen. Langsomt men sikkert er bjergkæden vokset. En grundregel om aflejringer og jordlag er, at det der ligger nederst er ældst. De nye lag, der dannes, samler sig ovenpå de gamle lag. Men netop i bjergkæder kan der byttes om på det hele.
I forbindelse med Galathea3 var et forskningshold på jagt efter Andesbjergenes rødder i det nordlige Chile. (Se mere om Andesbjergens rødder på http://virtuelgalathea3.dk/node/610)
Nasca pladen er gledet ned under den Sydamerikanske plade hvorved Andes bjergene er dannet. Så oppe i Andesbjergene kan man finde både yngre og ældre aflejringer. Lagene er aflejret dengang alle kontinentalplader var samlet til ét kontinent – Pangæa. Forskerne ville undersøge, hvor gamle de forskellige lag i Andesbjergene er ud fra hvilke fossiler(link: da.wikipedia.org/wiki/Fossil) de kunne finde.
I næsten 3 kms højde over havoverfladen fandt man fossiler af dyr – graptolitter – der har levet i havet for 445 millioner år siden.
Fundet af fossiler i de samme geologiske lag viser, at fx Sydamerika og Sydafrika engang har været det samme kontinent. Fra pubs.usgs.gov/gip/dynamic/continents.html Klik for at forstørre.
Allerede i begyndelsen af 1900-tallet fremsatte Alfred Wegener sin teori om pladetektonik. Man havde fundet de samme geologiske lag – i samme tykkelse og med de samme fossiler – på begge sider af Atlanterhavet. Men teorien blev først anerkendt i 1960’erne. Da man undersøgte havbunden syd for Island fandt man flere beviser for havbundsspredningen, og først da blev pladetektonik-teorien anerkendt.
Ocean – ocean sammenstød
Ocean – ocean sammenstød © Ulla Hjuler, Geologisk Nyt. Klik for at forstørre.
Når to oceanbundsplader støder sammen, vil den ene plade synke ned under den anden. Lige der hvor de støder sammen, dannes der en dyb grav (fx Marianergraven – link: http://da.wikipedia.org/wiki/Marianergraven).
På dette kort er de aktive vulkaner markeret med rødt. Hele vejen rundt om Stillehavet er der aktive vulkaner – man kalder det ”Ring of fire”. Fra http://www.volcano.si.edu/world/find_regions.cfm Klik for at forstørre.
Gnides to hænder mod hinanden bliver det varm. Dybt nede, hvor to plader skraber mod hinanden, bliver der også varmt. Så varmt at bjergarterne smelter til magma. Den varme magma samler sig i et magmakammer under jorden. Gennem sprækker og svage områder bliver magmaen presset opad – der opstår en vulkan. Vulkaner kan opstå ude i vandet, hvor oceanbundspladerne støder sammen. På den måde dannes efterhånden vulkanøer langs sammenstødszonen. Det er sådan en ø-bue, som Japan er opstået af. Hele vejen rundt om Stillehavet er øer opstået på denne måde. Se den såkaldte 'Ring of Fire' jorden rundt i kortet.
Til højre på kortet kan man se at den Caribiske plade støder sammen med den Nordamerikanske plade. Her er dannet en vulkansk øbue – De Små Antiller. Klik for at forstørre.
De Små Antiller er en stor øgruppe i Caribien. Disse øer er opstået ved, at to oceanbundsplader er stødt sammen.
Bevarende pladerande
To plader glider forbi hinanden i en transform forkastning © Ulla Hjuler, Geologisk Nyt.
Den Caribiske plade bevæger sig mod øst, mens den Nordamerikanske plade bevæger sig mod vest. Ved den nordlige grænse glider de to plader forbi hinanden. Dette sker samtidig med, at den Caribiske plade i øst presses langsomt ind under den Nordamerikanske plade.
Når to plader glider forbi hinanden på denne måde kalder man det en transform forkastning.
