Allerede i 1698 fik Dansk Ostindisk Kompagni tilladelse til, på en lejet grund, at oprette en loge Serampore/Frederiksnagore, ved Hughli-floden i ved dens udløb i den Bengalske Bugt.

Grunden til at stedet var attraktivt var adgangen til nogle af Indiens rigeste provinser med interessante varer som opium, salt og salpeter.

I 1755 lykkedes det for den danske embedsmand I. C. Soetmann, at få tilladelse af Bengalens hersker, Ali Vardi Khan, til at oprette en handelsstation. Stedet fik navnet Frederiksnagore (efter Frederik V), men i daglig tale (og endnu idag) beholdt stedet sit gamle navn: Serampore = (guden) Ramas by.

Syd herfor ligger i dag Calcutta, der opstod omkring det britiske Fort William Herfra regerede englænderne deres indiske besiddelser, indtil de flytter styret til Delhi (1912).

Ret hurtigt monopoliserer englænderne, der efterhånden får den reelle magt i området (og hele Indien), imidlertid salt, opium og salpeter (allerede i 1769 for salpeters vedkommende). De to sidste varer får vi dog lov til at erhverve til favør-pris, men saltet får vi ingen kompensation for (det var monopolet på dette livsvigtige stof, der fik Mahatma Gandhi til at opfordre til civil ulydighed i 1930, og derved starter den udvikling, der fører til Indiens løsrivelse i 1947).

Godt nok kunne vi købe salpeteret billigere, men når det trak op til konflikt, som for 200 år siden under Napoleonskrigene, så besatte englænderne simpelt hen området, og i Europa kunne de med blokade forhindre os i at få tilført dette krigsvigtige stof. Det er grunden til, at det går så galt i krigen mod England 1801-14; vi kan bogstavelig talt ikke løsne et skud mod dem af mangel på krudt, som vi ikke kan lave af mangel på salpeter, som vi ikke er i stand til at fremstille selv (i modsætning til f.eks. Sverige).