Ingefærs udvikling | VG3

Projecter »

Ingefærs udvikling

En lille bid DNA fra ingefærblade kan sammenholdt med andre prøver fortælle os noget om, hvordan og hvornår arterne på Salomonøerne er opstået.

fig26-ny2.jpg

Figur26B.JPG

Når botanikere vil sætte planteverdenen i system og lave stamtræer over arter og individers slægtskab, har de traditionelt lavet morfologiske undersøgelser. Det vil sige man har undersøgt karakterer ved planterne, som man kunne se, måle eller tælle, f.eks. antal støvblade i blomsten. Senere kom mikroskopet i brug, så flere detaljer kunne blotlægges, f.eks. hår eller spalteåbningers udformning.

Systemet med opstilling af stamtræer for levende organismer baseret på morfologiske ligheder blev opfundet af svenskeren Carl von Linné (1707-1778). Læs evt. mere om det under følgende link: http://da.wikipedia.org/wiki/Carl_von_Linn%C3%A9

Den moderne botaniske systematik tilstræber at afspejle plantearternes genetiske udvikling. Med en lille DNA sekvens kan man ved hjælp af analyser i laboratoriet og på computeren klargøre hvilke arter der sandsynligvis er nærmest beslægtet. Ud fra denne type analyser laver man såkaldte fylogenetiske stamtræer, og disse har i en del tilfælde vist sig at afvige fra stamtræer, der er baseret på morfologiske ligheder mellem arter.
Inden for ingefærenes systematik har de DNA-baserede undersøgelser vist, at der er store problemer med den klassiske inddeling baseret på morfologi.

Et godt eksempel er slægten Alpinia som den røde ingefær A. purpurata tilhører. Fælles for alle arter af Alpinia er at blomsterstanden er placeret i toppen af det bladbærende skud. Men nylige analyser indikerer at denne slægt optræder 5 forskellige steder i ingefærenes fylogenetiske stamtræ. Det betyder, at for at den traditionelle systematik skal afspejle evolutionen, skal vi oprette fire nye slægtsnavne.

Med de nye DNA-prøver indsamlet under Galathea 3 ekspeditionen har vi fået flere prøver af Alpinia fra et dårligt undersøgt område. Vi er i gang med nye analyser, som vil kunne give et mere detaljeret billede af ingefærenes fylogenese end før (figur 27).

fig27.jpg

Hvor gamle er ingefær fra Salomonøerne?

Naturhistorikeren Alfred Wallace bemærkede allerede i 1845, at dyrearterne på naboøerne Borneo og Sulawesi i Sydøstasien var vidt forskellige. Han antog derfor, at der geografisk har eksisteret en barriere, der har forhindret spredning af planter og dyr mellem den orientalske region, som Borneo derfor henregnes til, og den australske region, som Sulawesi derfor hører til. Senere har biologer og geologer underbygget denne antagelse og opkaldt en biologisk og geografisk skillelinje efter Wallace (figur 28).

fig28.jpg

Makassar-strædet mellem Borneo og Sulawesi er meget dybt og har helt sikkert altid været svær for dyr og planter at passere. Eksempelvis findes pungdyr (som kænguruer) ikke vest for Wallaces Linje.

Der er dog ikke klar enighed lige præcis hvor, den vigtigste linje skal trækkes, fordi det afhænger af hvilken organisme, man kigge på. Men man er dog enige om at øriget øst for Wallaces Linje er en vigtig overgangszone.

Øriget øst for Wallaces Linje kalder man også for Wallacea. Det ligger hvor to kontinentalplader støder sammen, og flere af øerne er først dukket op af havet for relativt nylig. Arterne på kontinentalpladen, som Borneo ligger på er formentlig ret gammel, og selvom Makassar-strædet har været svær at komme over, er det af og til lykkes. De arter, der har haft held til at komme over på en ø i Wallacea, har fundet uudnyttede muligheder og nicher at udvikle sig på, og derved mener man at nye arter har kunnet opstå.

Både Ny Guinea og Salomonøerne - hvorfra DNA-prøverne af ingefær fra Galathea 3 ekspeditionen er taget - ligger langt øst for Wallacea. Ved at sammenholde vores prøver med prøver fra andre steder, kan vi snart klarlægge hvilken betydning Wallaces Linje har haft for ingefærarternes spredning og evolution.

Foreløbige analyser bekræfter, at arterne har oprindelse i den orientalske region, altså vest for linjen, og senere har spredt sig og udviklet sig til nye arter mod øst. Visse slægter har nærmest eksploderet i artsdannelse, hvilket man kalder en radiation (figur 26).

Analyseresultaterne betyder også, at DNA-prøverne fra Salomonøerne, som ligger længst mod øst, repræsenterer de yngste arter.

Om projektet

Vædderen passerede tropiske øer med vilde ingefær. Mange arter er nyttige men svære at samle og derfor dårligt kendte.

Hvad er ingefær?

Du kender allerede tre arter. Men hvad med de over 1000 andre?

Hvordan samler botanikeren en ingefær?

At samle en vild ingefær er ikke lige til.

Hvad fandt vi på ekspeditionen?

En masse spændende ingefær blev samlet men hvad kan de så bruges til?

Den røde ingefær bruges som prydplante

Mange ingefær er flotte, og derfor kommer de viden om. Men den røde ingefær er ikke altid rød.

Ingefærs udvikling

En lille bid DNA fra ingefærblade kan sammenholdt med andre prøver fortælle os noget om, hvordan og hvornår arterne på Salomonøerne er opstået.