Rent vand kan ikke lede elektrisk strøm, men det kan saltvand.
Anbringer du to forskellige metaller i saltvand, vil der gå en svag elektrisk strøm. Det er groft sagt efter samme princip, man laver batterier.
Strømmen vil variere, efter hvor salt vandet er, og hvilke metaller der er tale om. Resultatet vil ofte være, at det ene metal med tiden ødelægges. Man siger, at det korroderer eller simpelthen: Tærer op!
Fænomenet kaldes også galvanisk tæring – opkaldt efter den italienske læge: Luigi Galvani. Han interesserede sig dog slet ikke for tæring. Men under nogle af hans forsøg med frølår, opdagede han, at de døde lår trak sig sammen, når han stak jern og messing ned i dem.
Galvanisk tæring opstår, når et jernskib sejler i saltvand. Årsagen er, at der er andre metaldele i nærheden af jernskibet. Metallet kan være på selve skibet. Det kan også være havet eller havbunden, der indeholder andre metaller end jern.
Galvanisk tæring kan ødelægge skibet. Man kan undgå galvanisk tæring ved at anbringe ”snydeklodser” på ydersiden af skibets skrog. På forskningssskibet Vædderen anbringes over 2000 kg af disse klodser. Klodserne er lavet af metallet zink. De kaldes også ”tæreklodser” eller ”tærezink”.
Det smarte er, at tæringen nu vil gå ud over zinkklodserne i stedet for jernskibet. For at forstå hvorfor zink kan benyttes, må man studere ”spændingsrækken”.
Fag: Fysik-kemi 7.-10. kl.
Findes i: Fy/Ke 7.-10.kl.
Zink er mere reaktivt end jern. Det kan forklares med spændingsrækken - og det udnyttes på forskningsskibet Vædderen.
Jo længere vi bevæger os ned mod venstre hjørne i Det periodiske system, des mere voldsomt vil metallerne kunne reagere med andre stoffer
Spændingsrækken er en liste over alle metallerne, hvor de er anbragt i rækkefølge efter hvor villige de er til indgå i kemiske forbindelser.
Når to forskellige metaller anbringes i en væske, der kan lede strøm, vil det ene metal ødelægges.