Niels Brimnes, der er lektor i historie, forsøgte under Galathea 3 ekspeditionen at finde svar på, hvorfor danske og andre skandinaviske læger mødte så stor modstand, da de efter Anden Verdenskrig rejste til Indien for at hjælpe og vaccinere befolkningen mod tuberkulose (TB). Han rejste rundt i Indien i fire uger, hvor han bla. samlede interviews og kilder fra tiden omkring vaccinationsprogrammet, der startede i 1948. På biblioteker, hospitaler, medical- og researchcentre fandt han mere relevant materiale end han havde turde håbe på. Han fandt nemlig kilder fra den indiske modstand mod Calmette-vaccinen.

Professor V. R. Muraleedharan, Indian Institute of Technology, Madras sammen med Niels Brimnes

Især det månedlige magasin, der hed ”People’s Health” var talerør for modstanden mod vaccinen og hele vaccinationsprogrammet. Niels Brimnes havde ledt efter denne kilde i både Danmark, England og WHOs hovedkvarter i Geneve. Men endelig lykkedes det at finde de gamle magasiner.

Det viste sig, at ingen rigtigt vidste, hvor meget beskyttelse vaccinen kunne give. Flere indiske læger og forskere gjorde opmærksomme på, at der også blandt læger i Vesten var delte meninger om vaccinens effekt. De indiske læger og forskere undrede sig over, at man flere steder var begyndt at behandle med antibiotika i stedet for at forebygge med vaccinen. Både lokale beslutningstagere og flere i befolkningen følte, at de blev gjort til ”forsøgskaniner” med den danske vaccine. Desuden gjorde artikler opmærksom på, at en vaccine ikke ville være løsning på selve problemet. Men at det ville være mere konstruktivt at kigge på årsagen til sygdommen. Disse skeptikere ville hellere kigge på problemets kerne og dermed på den indiske regerings sundhedspolitik og således forbedre de grundlæggende levevilkår, som fx at uddanne flere læger, bygge flere hospitaler, sikre rent drikkevand og gode boligforhold for befolkningen.

På dette tidspunkt havde ca. 2,5 millioner mennesker i Indien tuberkulose i udbrud og omtrent 500.000 indere døde af TB hvert år. Derfor - trods den begyndende modstand og skepsis - blev store dele af vaccinationsprogrammet gennemført og mange liv blev reddet. WHO foretog i 1959 en systematisk gennemgang af forskningsresultaterne og konkluderede, at vaccinen gav en betydelig beskyttelse mod TB.  WHO måtte anerkende at det skete på et tidspunkt uden et egentligt alment accepteret videnskabeligt fundament. Men WHO skønnede, at det var en nødvendighed i et land uden veludviklede sundhedsfaciliteter. Dette formentlig velvidende, at beskyttelsen ikke blev 100% og at det naturligvis ville være optimalt også at arbejde med årsagerne til tuberkuloseproblemet.

Historien om vaccinen er en god historie om sygdomsbekæmpelse, men også en historie om, hvordan frygt for en forfærdelig epidemi tvang en vaccine igennem, selvom grundlaget ikke var ordentligt undersøgt i forvejen og mange mente at løsningen var ensidig tænkt, og at problemet kunne have været løst på andre måder. Vi kan tage ved lære af historien, når fremtidige vaccinationsprogrammer søsættes.