Inuiter og Nordboere | VG3

Projecter »

Inuiter og Nordboere

Mennesker i Arktis har altid levet på grænsen af det mulige.

Figur25.jpg

Mennesker i Arktis har altid levet på grænsen af det mulige. Klimaet har før i tiden haft en væsentlig indflydelse på muligheden for at overleve under de arktiske forhold - men også befolkningernes kulturelle baggrund og tilpasningsevne har haft en afgørende betydning. Det er således slående at se, hvordan to kulturer repræsenteret ved henholdsvis den traditionelle arktiske Inuit kultur og Nordboernes europæiske kultur indrettede sig helt forskelligt under de samme naturgivne rammer i Grønland - og hvorledes de klarede sig i det lange løb.

Figur19.jpg

Nordboerne slog sig ned som jordbrugere og kvægholdere og forsøgte dermed at videreføre en europæisk livsstil under de barske arktiske forhold. Til forskel herfra var de oprindelige Inuitter fangere, som fulgte deres jagtdyr og indrettede sig på naturens præmisser i Grønland. Mens Inuitterne overlevede, kæmpede Nordboerne en forgæves kamp for at opretholde en europæisk civilisation højt mod nord.

Figur20.jpg

Fra islandske sagaer og arkæologiske vidnesbyrd fremgår det, at vikingerne og deres efterkommere, Nordboerne, kom til Grønlands sydvestkyst omkring år 985. De islandske sagaer giver et levende billede af Nordboernes Landnám og efterfølgende 500 årige bosættelse i Grønland. Men med de islandske kilders beskrivelse af et bryllup i 1408, forstummer alle skriftlige vidensbyrd, og Nordboernes videre skæbne er ukendt. Gravfund tyder dog på, at de levede i Grønland til omkring 1500. Gisninger og teorier om årsagen til Nordboernes forsvinden er mange. Det er ikke utænkeligt, at en klimaforværring, der satte ind omkring 1300, spillede en rolle.

Sociale og samfundsmæssige forhold har også haft en betydning, idet den livsvigtige samhandel med Norge kan være reduceret eller ophørt bl.a. på grund af hyppigere storme i Nordatlanten og tiltagende isdannelser omkring Grønland. Klimaforværringen plagede med forskellig styrke det grønlandske og nordeuropæiske samfund og kulminerede omkring 1650 med den såkaldte "Lille istid", hvor store dele af Nordeuropa var ramt af hungersnød. Nordboernes forsvinden fra Grønland kædes også sammen med mulige udbrud af epidemier som følge af kontakt med europæiske handelsmænd, indbyrdes ufred, krige med indtrængende Inuit grupper og sørøveri fra engelske og irske søfarende. Mest sandsynligt er det dog nok, at Nordboernes forsvinden skal ses som en kombination af flere faktorer - hvori også indgår den mulighed, at Nordboerne drog fra Grønland til enten Island eller Amerika på samme måde, som de oprindelig var kommet dertil i 985. Det er imidlertid et faktum, at Nordboerne var forsvundet fra Grønland, da Hans Egede kom dertil i 1721 for at genoptage den kristne forkyndelse blandt det europæiske folk, som også den romerske Pave gennem en endnu eksisterende brevveksling havde vist interesse for.

Figur21_1.jpg

Tusindåret efter Kristi fødsel gik det globale klima ind i en relativt kortvarig men stabil varmeperiode kaldet Middelaldervarmen. Denne varme gjorde det muligt for Erik den Røde i 985 at bosætte sig i Grønland, hvor han anlagde gården Bratthalid i bunden af en af de frodige og lune fjorde i sydvest Grønland. Snart kom også andre tilflyttere fra Island, hvor der efterhånden var mangel på jord og hvortil rygterne var nået om de frodige græsmarker og rige fangstmuligheder i Grønland. Indvandringen fra Island tog til, og der opstod tre nordbobygder på Grønlands vestkyst. Den største bygd, Østerbygden, var centreret omkring den nuværende Tunulliarfik og Igaliku Fjorde i sydvest Grønland. Vesterbygden lå i bunden af Godthåbsfjorden. Da Nordbo kolonisationen var på sit højeste anslås ud fra størrelse og antal af nordbogårde, at der har været mellem 3000 og 5000 Nordboere i Grønland, hvilket omtrent svarer til indbyggerantallet i København på samme tid. Nordboerne var fordelt på ca. 190 større gårde i Østerbygden, som også omfattede 14 kirker, et bispesæde og to klostre. Dertil kom 90 større gårde og 4 kirker i Vesterbygden.

Figur21_2.jpg

Til forskel fra Inuitterne var Nordboerne bofaste. De havde etableret sig på gårde i bunden af fjordene, hvor klimaet var mildere end ude ved de åbne kyster. Nordboernes livsgrundlag var kvæg- og fåreavl, hvilket krævede store mængder hø til husdyrfoder om vinteren. For at optimere græsproduktionen etablerede nordboerne sindrige vandingssystemer, der om sommeren overrislede markerne omkring gårdene, mens kvæget var drevet til fjelds for at græsse. Samtidig supplerede de kosten med rensdyr, hval, sæl og bjørn, som blev jaget på fangstrejser længere mod nord langs den grønlandske vestkyst

Da Nordboerne etablerede sig i Østerbygden omkring år 1000 levede landets oprindelige befolkning, Inuitterne, langt nordligere i Grønland. I den første del af den Norrøne periode mødtes de to befolkningsgrupper derfor kun sjældent, og kun når Nordboerne under deres sommerrejser sejlede mod nord for at skaffe skind og narhval tænder, som indgik i byttehandelen med de norske købmænd.

Figur22.jpg

Den forholdsvis varme periode, der karakteriserede tiden omkring Nordboernes Landnám, blev afløst omkring år 1300 af en klimaforværring, som gjorde det vanskeligt for islandske og norske forsyningsskibe at nå det Norrøne Grønland med de for Nordboerne livsnødvendige varer. Samtidig begyndte Nordboerne at få problemer med Grønlands oprindelige befolkning, Inuitterne. Efter at Inuitterne havde været fraværende på Grønlands sydvest kyst i flere århundreder, fulgte de med den tiltagende kulde deres jagtdyr mod syd og kom således til de områder, hvor Nordboerne havde etableret sig.
Figur23.jpg

Nordboernes liv og færden har altid været omgærdet med interesse. Dette kan skyldes, at Nordboerne i 500 år var både de nordligste og vestligste repræsentanter for det europæiske samfund og den kristne kultur. Samtidig er den Norrøne kultur det eneste eksempel på et højt udviklet, vesteuropæisk samfund, som i historisk tid er gået til grunde uden at historiske kilder kan berette om årsagen til samfundets forsvinden og videre skæbne.
Figur24.jpg

De arkæologiske informationer om dagliglivet i de norrøne samfund er blevet suppleret med en række data om klimaet, som bl.a. findes i iskerner fra boringer på Indlandsisen i Grønland. Disse data giver en fin oversigt over fortidens generelle klimaforhold i det nordatlantiske område men ikke så megen information om lokale klimavariationer i de grønlandske fjorde, hvor Nordboerne levede. Til gengælde giver analyser af sedimentkerne optaget fra havbunden og søer i fjordområderne, hvor Nordboerne boede, detaljerede oplysninger om ændringer i de miljø og klimaforhold, som havde afgørende indflydelse på Nordboernes liv.

Figur25.jpg

I dag findes ruinerne af nordboernes gårde spredt ud over de sydgrønlandske fjordområder - og de frodige og grønne områder, der omgiver ruinerne, vidner om nordboernes indsats for at opretholde livet som europæiske husdyr- og jordbrugere højt mod nord. I dag er der igen kommet liv tilbage til flere af nordboernes tidligere bosætninger, idet driftige grønlandske fåreavlere har slået sig ned her for at drage nytte af og arbejdet videre på det projekt, som Nordboerne startede for 1000 år siden, men som de så gådefuldt forlod 500 år senere..