En dag fra feltarbejdet: Tsunamialarmen den 4. juni 2007 | VG3

Projecter »

En dag fra feltarbejdet: Tsunamialarmen den 4. juni 2007

Tsunami alarmen lyder mens Kåre er på feltarbejde i Banda Aceh og alle søger til sikre steder.

kul-14.jpg

Jeg var gået på biblioteket med Mudie. Mudie er min assistent, som jeg har fået fat i her i Banda Aceh. Mudie oversætter til engelsk for mig, og han hjælper mig med at finde frem til de mennesker, som jeg gerne vil tale med. Mudie er 24 år gammel og kommer fra byen Sigli, som ligger et par timers rejse fra Banda Aceh. Mudie læser engelsk på det islamiske Universitet, som er det største universitet i Banda Aceh.

kul-13.jpg

På biblioteket ledte vi efter litteratur på en computer, da Mudie pludseligt lagde sin hånd på min arm. Han havde aldrig rørt ved mig på den måde, så jeg vidste med det samme, at der var noget særligt på færde. ’Kom Kåre, vi skal gå nu’, sagde han, ’Den lyd, du kan høre, er en tsunami-alarm. Den advarer os om, at der kan være optræk til en ny tsunami’.
kul-14.jpg

Vi rejste os og forlod bygningen, hvilket alle andre også gjorde. Der var ingen panik, men alle bevægede sig koncentreret og hurtigt mod udgangen. Udenfor sagde Mudi, at han kunne se, at folk var i panik. Det kunne jeg dog ikke se, idet det for mig så meget ud som det plejede: massere af mennesker, som myldrede rundt. Da jeg så nærmere efter, kunne jeg dog godt se, at de næsten alle sammen bevægede sig i samme retning.
kul-15.jpg

Mange mennesker talte i mobiltelefoner, og nogle kvinder i vores nærhed græd og trøstede hinanden. Mudie ringede til sin søster for at høre, om hun var et sikkert sted. Det var hun. Senere ringede Mudies mor for at høre, hvor han var og om han var sikker. Jeg ringede også hjem, men kunne ikke komme igennem, så derfor sendte jeg en sms til min kone.
kul-16.jpg

Rundt omkring samledes folk i grupper. De fleste grupper var samme-kønnede, altså grupper af enten mænd eller kvinder.

Mange mennesker gik ind i den store Moske lige ved siden af biblioteket. Det var mest kvinder, som gik derind. Dog var der også nogle drengebørn (se foto). De gik op på balkonen, som var i 2. Eller 3. sals højde. Hvis der kom en tsunami, ville de være i sikkerhed der. Som jeg vidste fra flere af mine interviews, var det netop ved at kravle op i træer, bygninger og andre høje steder, at mange havde redet deres liv under tsunamien.

Mens vi stod foran moskeen, begyndte højtalerne fra Moskeen at sende en strøm af bønner ud over os: ’Sig Navnet, Allah er stor, sig navnet osv.’ Hver dag bruges Moskeernes højtalersystemer 5 gange til at sende bønner ud i offentligheden, men dette var ikke et af de tidspunkter, hvor dette skulle ske. Ved at spørge fik jeg at vide, at moskeerne også under selve tsunamien havde sendt bønner ud. Så medens at mennesker druknede, blev lemlæstede og kæmpede for sig selv og andres liv, lød bønnerne fra Moskeerne. Acehneserne opfattede nok disse bønner som ulamaernes (’ulamaer’ svarer til præster i kristne kirker) aktive forsøg på at redde de druknende fra det, der måske forekom som Guds straf. Billedet med de druknende mennesker og bønnerne fra Moskeen forekom mig at være meget stærkt. Det var en tydelig illustration af religionens betydning for acehnesernes opfattelse af risiko.

Mudie forsikrede mig om, at vi var et sikkert sted. Dette sted var et af de steder, hvor man efter tsunamien havde opbevaret ligene, som var blevet stablet i store stakke.

kul-03.jpg

Ansporet af tsunami-alarmen fortalte Mudie om sin oplevelse af tsunamien. Han havde flere gange antydet noget af historien fra den dag, men aldrig før fortalt hele historien. Han forklarede, at tsunamien havde varet lidt mere end halvanden time. Det startede med et kraftigt jordskælv klokken 8 om morgenen. Jordskælvet varede i ca. 15 minutter. Ca. 15 minutter senere kom tsunamien og først ved 10 tiden var det hele overstået.
kul-04.jpg

Mudie var inde i byen, da nogle mennesker kom løbende og skreg til ham, at han skulle løbe væk, fordi vandet kom fra havet. Han troede ikke på dem, for det var helt underligt at der skulle komme vand fra havet midt inde i byen, som ligger adskillige kilometer fra havet. Men da han så vandet komme gennem gaderne, løb han væk fra det.

kul-11.jpg

Vandet var ikke så højt – det kom ikke som en bølge, men kom sivende. Han løb væk fra det område, over en af de broer, som fører fra den centrale del af Banda Aceh til bydelene lidt længere væk fra centrum. Da han løb over broen, så og hørte han folk råbe om hjælp. Disse mennesker lå nede i vandet, i floden, og Mudie kunne se, at mange var døde og nogle så ud til at være døende. Men da Mudie ikke vidste, hvordan han skulle forstå vandet og hvad det hele betød, turde han ikke vende om og hjælpe.

Han løb altså væk fra de mennesker, som lå i vandet og bad ham hjælpe dem fra at drukne. Vandet jagede ham og de andre, som også løb, væk fra broen. Efter noget tid trak vandet sig tilbage, og Mudie gik tilbage til broen, hvor han var i gang med at hjælpe de overlevende, da vandet igen kom. Mudie løb igen væk. Dette gentog sig 3 gange.

kul-12.jpg

Da Mudie fortalte sin historie, slog det mig, at heller ikke i hans historie, fremstod han som en helt. I alle de historier, jeg hidtil havde samlet fra den skæbnesvangre dag, var det nemlig et gennemgående tema, at fortællerne var helt passive og chanceløse overfor de ting, som skete. Ingen af dem havde beskrevet sig selv som helte eller bare som aktive.

Men flere af dem havde fortalt om mennesker, som de opfattede som helte eller helgener. Disse mennesker eller halv-guder havde hjulpet dem i deres svaghed. De beskrev altså helte, samtidig med at de beskrev sig selv som passive og frygtsommer. Jeg tænkte på om rædslen over det, som skete, måske var så overvældende stor, at ingen kunne finde på at beskrive sig selv som heltemodige?

kul-02.jpg

Efter måske 30 minutter holdt bønnerne fra Moskeen op og i stedet brugte man højtalersystemet til at fortælle, at tsunamialarmen havde været falsk. Alarmen skyldtes en defekt i et elektrisk system. Mudie talte med folk omkring os og sagde til mig, at folkene havde talt om, hvordan tyve allerede havde benyttet sig af tsunamialarmen til at bryde ind i folks hjem og stjæle ting og sager. De sagde også, at panikken havde slået et par mennesker ihjel, idet de var blevet knust af flygtende mennesker. Senere på dagen – tilbage på mit hotel – hørte jeg det samme rygte. Rygtet viste sig dog at være forkert – ingen var kommet noget til under denne falske alarm.

kul-01.jpg

Tsunami-alarmen var den tredje efter tsunamien. De to første havde været ret alvorlige jordskælv, som altså ikke havde udviklet sig til tsunamier. Den sidste, som jeg oplevede, var den eneste, som havde været helt falsk alarm.
Problemformulering for undersøgelsen og teori

Den antrologiske undersøgelse af Aceh efter tsunamien fokuserer på risiko og hvordan religion inddrages.

Metode

På feltarbejde lever antropologen i en længere periode sammen med mennesker for at lære om kulturen.

En dag fra feltarbejdet: Tsunamialarmen den 4. juni 2007

Tsunami alarmen lyder mens Kåre er på feltarbejde i Banda Aceh og alle søger til sikre steder.

Genopbygning af huse til beboelse

Ifølge en lovbestemmelse, skal alle, som mistede deres hjem i tsunamien, have fået et sted at bo i juni 2007.

De tre tolke

De tre tolkes livshistorier. Livshistorier er en vigtig kilde til forståelsen af kultur og samfundsforhold.

Bryllup i Banda Aceh

Ægteskaber er almindeligvis arrangerede i Aceh. Heri ligger slet ikke, at det arrangeres i modsætning til parrets ønsker.

Sharia-lovgivning

I 2006 udførtes den første offentlige piskning i Banda Aceh.